Se billederne: De fik en Golden Globe

Instruktør Richard Linklater fik en Golden Globe for Bedste Dramafilm og som Bedste Instruktør for filmen Boyhood. Foto: Mike Blake/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det blev en nyskabende film optaget over 12 år, der løb med Golden Globe-prisen for bedste dramamfilm

Den blev kaldt nyskabende og eksperimenterende, og den tog 12 år at filme. Søndag aften kunne folkene bag den amerikanske filmsucces »Boyhood« glæde sig over en umiddelbar kulmination på deres bestræbelser, da filmen blev kåret som den bedste af sin slags i 2014 ved Golden Globes prisuddelinger i Beverly Hills i Californien.

I filmen ser man drengen Mason Junior, der bliver spillet af Ellar Coltrane. Som noget specielt valgte filmens instruktør Richard Linklater at skyde scenerne over 12 år, så skuespillerne kunne modnes undervejs i fortællingen.

»Dette er en meget personlig film for mig,« lød det fra en tydelig glad Peter Linklater i takketalen, hvor han også dedikerede prisen til sine forældre.

Golden Globe bliver betragtet som den næststørste pris i USA, naturligvis overgået af Oscar-statuetterne, der skal finde sine ejermænd i slutningen af februar.

I år var det tætteste, man kom på et dansk bidrag den polsk-danske film »Ida«, der var nomineret i kategorien »Bedste ikke-engelsksproget film«, hvor den dog måtte se sig slået af russiske Leviathan.

Som altid var der også hyldest til de individuelle præstationer, og her sejrede Julianne Moore som årets skuespillerinde for sin rolle i »Still Alice«, mens det hos mændene blev Eddie Reymayne, der vandt for sin præstation i »The Theory of Everything«.

I kategorien årets dramaserie var der på forhånd spået et tæt løb mellem fantasysuccesen »Game of Thrones« og den politiske thriller »House of Cards«, men det blev en helt tredje kandidat, der løb med hæderen. »The Affair«, der – som navnet indikerer – behandler en affære mellem to voksne mennesker, endte med at trække det længste strå.

Powered by Labrador CMS