Seks mistænkte syrienkrigere skal blive bag tremmer

Unge mænd vil måske stikke af og ødelægge efterforskning, fastslår dommer i sag om hvervning hos Islamisk Stat

I alt seks unge sigtes for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat i Syrien. Yderligere fire er blevet fængslet in absentia – de befinder sig formentlig i udlandet (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free
Udgivet Opdateret

Seks mistænkte syrienkrigere skal blive i deres celler i Jylland, på Fyn og Sjælland, har en dommer på Frederiksberg mandag bestemt.

De seks sigtes for at have ladet sig hverve af terrorbevægelsen Islamisk Stat i Syrien, men alle nægter sig skyldige.

Optrådte på levende billeder

I mandagens retsmøde optrådte mændene som levende billeder i retslokalet, fordi der var etableret videoforbindelse til de arresthuse, hvor de er placeret.

Begrundelsen for den fortsatte frihedsberøvelse er, at de på fri fod vil kunne ødelægge efterforskningen, og at de vil stikke af.

Ligesom tidligere er der mandag lukkede døre. Dommeren har efterkommet et ønske fra senioranklager Sonja Hedegaard.

– Åbne døre vil kompromittere efterforskningen, siger hun.

De fem blev anholdt og varetægtsfængslet i april, men den sjette blev anholdt i begyndelsen af juni.

Sidstnævnte skal være varetægtsfængslet frem til 4. juli, mens fristen for de øvrige udløber 25. juli.

Mændene er i alderen fra 22 til 28 år.

Nogle har været aktive i kriminelt miljø

Et par af dem har været aktive i kriminelle miljøer. Og hvis politiets mistanke om hvervning hos Islamisk Stat senere viser sig at være rigtig, illustrerer sagen en tendens, som eksperter jævnligt taler om – nemlig at der kan være tråde mellem ekstrem islamisme og bandekriminalitet.

Tidligere har Det Islamiske Trossamfund beskrevet en af de unge som en hjælpsom og venlig person. Han er på ingen måde en trussel eller farlig for det danske samfund, har trossamfundet udtalt.

I politiets materiale indgår angiveligt en kæmpemæssig læk af interne IS-papirer. Oplysninger herfra blev også brugt i den sag om hvervning, som et nævningeting i Glostrup forleden afsagde dom i.

Her blev 24-årige Hamza Cakan idømt fængsel i syv år. Dels for i to tilfælde at lade sig hverve af Islamisk Stat og dels for økonomisk støtte til terror. Han optog et kviklån på 20.000 kroner, som skulle sendes til IS.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS