Seksårige Harald legede på stranden: Pludselig græd han og skreg “Jeg vil ikke dø”

Trådte på noget hamrende farligt i sandet.

Udgivet Opdateret

En sommerhustur på Sydfyn skulle være en afslappende og genopladende hyggetur for seksårige Harald, men det endte i dramatik og vild smerte. Alt sammen på grund af andre menneskers ubetænksomhed.

Harald var søndag aften taget med en niårig kammerat til den nærliggende strand ved Ballen vest for Svendborg, hvor de to ville fange krabber og samle flotte sten, fortæller Haralds mor Camilla Hansen til Newsbreak.dk. Hun er egentlig ikke meget for at komme i fokus, men vigtigheden af omtale erstatter den følelse.

Pludselig får den seksårige dreng fornemmelsen af, at noget stikker ham under foden, og så falder han sammen i smerte – direkte ned i et bål. Et bål, der er efterladt. Et bål, der ikke er slukket, som det skal. Harald lider.

Blodet drypper

De to drenge er alene på stranden. Kammeraten reagerer instinktivt, og det kan vise sig at være rigtig vigtigt. Han beslutter prompte at bære den seksårige ud i vandet for at køle hans ben ned.

Efterfølgende løber de to drenge hen til deres mødre, og Harald kommer sin mor nær. Grædende og skrigende “jeg vil ikke dø”.

– Jeg tror, han har fået et chok, fordi han er væltet omkuld i vandet eller sådan noget. Han er jo helt våd. Men så kan jeg se, at hans ben er helt forbrændt, og blodet drypper fra det, fortæller mor Camilla til Newsbreak.dk.

Haralds fødder ryger i en spand med koldt vand, og så begiver de sig mod skadestuen i Svendborg, der sender familien til Odense Universitetshospital – fordi det er brandsår.

Der er tale om andengradforbrænding på fod og skinneben, og Harald kan onsdag fortsat ikke gå selv. Kun stavre. “Han er en sej dreng, der sjældent græder, men da græd han”, siger Camilla og understreger, at det betyder, det har været meget smertefuldt.

“Det ser vi tit”

På skadestuen får Camilla og Harald at vide, at det langt fra er unormalt, at børn bliver forbrændt på uslukkede bål og grillkul. Tværtimod. Et opslag i det store søgemaskinearkiv fortæller da også, at der er adskillige episoder, hvor noget lignende er hændt.

– Det er faktisk hele årsagen til, at jeg gerne vil fortælle historien. Jeg tror ikke, der er nogen, der gør den slags i ond vilje, men folk glemmer at tænke på omverdenen. Der kommer altså andre mennesker og dyr på stranden, siger Camilla Hansen, der opfordrer alle til at tænke sig om og for alt i verden huske at slukke bål og grill.

Hendes svigerinde – Haralds faster – har delt en kort beskrivelse på Facebook, der er blevet delt som en steppebrand. Mange har således samme holdning.

Understreges kan det altså ikke nok, at man slukker et bål på stranden med vand og ikke med sand. Det er nemlig potentielt set farligt, fordi man da ikke kan se bålet.

Skyl med vand

For nuværende er det uvist, om den seksårige dreng får varige ar efter mødet med bålet, men lægerne skal tilse sårene på fredag. Det kan have haft afgørende betydning, at den niårige kammerat skyndte sig at bære Harald ud i vandet.

Sundhed.dk skriver om forbrændinger: “Hvis det er muligt, skyl straks med køligt vand, ellers dæk det forbrændte område med en kølig, fugtig, steril bandage eller en ren klud. Ved at køle forbrændingen ned mindskes hævelsen, ved at varme føres bort fra huden.”

– Han har været rigtig dygtig, siger Camilla Hansen, der understreger over for Newsbreak.dk, at det er vigtigt, vi videreformidler især dét råd.

Powered by Labrador CMS