Sex, selfies og stomi: Vil leve helt normalt

Hattie er en helt normal teenage-pige – og hun har stomi. Foto: Facebook
Udgivet Opdateret

En teenage-pige nægter at leve sit liv anderledes, bare fordi hun har en stomi-pose

19 år gammel – og hun har stomi. På trods af både frygt og pres fra samfundet om “den perfekte krop”, har Hattie Gladwell besluttet, at hendes sygdom ikke skal være en hæmsko for et normalt liv.

Som enhver anden teenager tager hun selfies, har en kæreste og går i bikini.

– Først var jeg bange for, at jeg ikke kunne leve et normalt liv. De første par uger kunne jeg ikke kigge på min mave uden at græde. Jeg er kun 19 år, der er så meget pres fra samfundet om at være attraktiv, så jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare noget, der ikke var “normalt”, siger Hattie ifølge The Mirror.

Hattie er nu fast besluttet på at være sig selv – og ikke lade sygdommen dominere hendes liv:

– Et par uger efter operationen besluttede jeg, at det værste, jeg kunne gøre ved mig selv, var at gemme den traumatiske oplevelse. Min stomi er en del af mig nu, den reddede mit liv, og jeg har ingen grund til at skamme mig over det.

Familien var hendes klippe

Hattie fortæller, at hendes familie var hendes klippe gennem den hårde periode, og hvordan hun slet ikke kunne have klaret det uden sin mor. Det var moderen, der tog sig af Hattie den første tid efter operationen.

Hattie har startet en blog, hvor hun deler sin historie.

 

Fakta om stomi:

En stomipose bruges til hele tiden at opsamle afføringen. Posen skal tømmes med cirka 4-5 timers mellemrum. Der er en vedvarende strøm af flydende afføring gennem ileostomien

Hvis noget af tarmen fjernes ved operation, kan det blive nødvendigt at lægge tyndtarmen frem i en såkaldt ileostomi.

En ileostomi er et indgreb, der kan udføres ved sygdomme som colitis ulcerosa, Crohns sygdom, kræft i tyktarmen samt ved skader og andre tilstande, der gør det nødvendig at “udkoble” tyktarmen.

Ved en ileostomi opsamles afføringen – midlertidigt eller permanent – i en såkaldt ileostomipose.

Når man har en stomi, er det vigtigt at undgå at blive forstoppet eller få diarré.

Kilde: Sundhed.dk

Powered by Labrador CMS