SF imod aktiv dødshjælp: Det er en glidebane

ARKIVFOTO 2009 FRA HOSPITAL- – Se RB 12/3 2015 09.20. Der skal være ret til aktiv dødshjælp, mener Ellen Trane Nørby, som dermed går mod V’s hidtidige holdning. Foto: Mikkel Østergaard/Scanpix
Udgivet Opdateret

Debatten om aktiv dødshjælp er genoplivet. Ellen Trane Nørby (V) fra Venstre melder torsdag ud, at hun er parat til at give uhelbredeligt syge patienter mulighed for at få hjælp til at dø.

Men det er en gråzone, som man skal passe på med at bevæge sig ud i, mener SF’s sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF). Vi skal ikke begå samme fejl som udlandet, siger hun.

»Det kan blive en glidebane. Skal børn så også have aktiv dødshjælp? Skal fanger på livstid også have ret til dødshjælp? Og hvad med mennesker med et handicap, er deres liv også uværdigt, så de også skal have dødshjælp? Derfor synes jeg ikke, det er den vej, vi skal gå,« siger SF-ordføreren.

Hun henviser til erfaringer fra Holland, hvor patienter kan få medicin, der forkorter deres liv. Her har man ifølge Cekic set eksempler, hvor de pårørende har givet samtykket og ikke patienten selv, og det er et alvorligt problem, mener hun.

»Tit hører jeg fra pårørende, at det er vigtigt med aktiv dødshjælp. Men meget sjældent fra patienten selv. Derfor er min bekymring også, at den ret, vi ender med at give, kan ende med at føles som en pligt til at tage stilling, fordi man ikke vil være til belastning for sine pårørende,« siger Özlem Cekic.

Sundhedsordføreren mener, at man fra Christiansborgs side skal blive bedre til at oplyse om de muligheder for selv at bestemme over livets sidste tid, der allerede findes i dag.

»Langt de fleste kan i dag selv beslutte ved at sige nej tak til livsforlængende medicin, nej tak til genoplivning og ja tak til smertelindring i en grad, så det forkorter livet,« påpeger hun.

Det er noget helt andet end decideret aktiv dødshjælp, understreger SF-ordføreren.

»Jeg medgiver, at der er en gruppe patienter, som ikke kan få gavn af de muligheder, der er i dag. Men når jeg vejer argumenterne for og imod, ser jeg bare flere argumenter mod aktiv dødshjælp,« siger Özlem Cekic.

Powered by Labrador CMS