SFO glemte barn og låste dørene

Dørene var låst og lyset var slukket, da en mor kom for at hente sin søn

Et barn blev glemt i klasselokalet på sin skole. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Mandag i sidste uge måtte en mor lirke en lukket dør op for at komme ind og sin otteårige søn. Lukkevagten på Horsens Byskoles Afdeling Fussingsvej havde nemlig glemt alt om drengen. Heldigvis sad drengen med opmærksomheden dybt begravet i et computerspil, og han havde intet opdaget, før moren fandt ham.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Og der er flere årsager til, at det gik galt. Først og fremmest sad moren fast i trafikken i Horsens, og hun ringede derfor flere gange til SFO’en for at meddele, at hun kom for sent til at hente sin søn. Men telefonen blev ikke taget. Derudover havde lukkevagten ikke set på et skema, at drengen endnu ikke var blevet hentet. Han var simpelthen blevet glemt.

Procedurefejl

SFO’en erkender da også, at der er sket en fejl i dens fremgangsmåde.

– Der er en lukkeprocedure, der ikke er blevet overholdt. Moren har forsøgt at komme i kontakt med SFO’en, uden held. Det beklager skolen selvfølgelig dybt, fortæller skolechef Henrik Kallestrup til Newsbreak.dk.

Nu skal skolen blandt andet se på, om telefonen moren har ringet til, har virket korrekt og have genopbygget tilliden mellem skole og forældre. Men skolechefen mener dog ikke, at der skal ske en decideret procedureændring.

– Skolen har sat gang i at kigge på den nuværende procedure. Og hvis den var blevet overholdt, så var det her ikke sket. Derfor bliver den skærpet og genopfrisket. Børnene bliver samlet klokken 16, og hvis forældrene ikke kommer og henter børnene inden klokken bliver forældrene kontaktet. Skolen har nu informeret alle forældrene om, hvad der er sket.

Powered by Labrador CMS