Shu-bi-dua The Musical indtager Aarhus
Den første musical nogensinde baseret på sange fra Danmarks bedst sælgende band kommer i Musikhuset til foråret.
Shu-bi-dua – The Musical tegner til at blive en af de helt store musicalbaskere herhjemme. Musicalen har allerede solgt mere end 35.000 billetter på Fredericia Teater og Østre Gasværk. I maj 2016 kan musicalen med sange af hele Danmarks husorkester opleves ved elleve forestillinger i Musikhusets Store Sal. Shu-bi-dua The Musical kan kun opleves i Aarhus, Fredericia og København.
I Musikhuset Aarhus glæder programchef Mette Kier sig til at fejre Shu-bi-dua sammen med musicalglade gæster fra hele Jylland.
– Vi kan næsten ikke vente. Shu-bi-dua er musik for hele Danmark, og vi jyder elsker deres finurlige og forunderlige tekstunivers. Læg dertil Fredericia Teaters evne til at producere originale musicals, der fortæller en god historie. Vi er helt sikre på, at publikum får en festlig oplevelse, siger Mette Kier i en pressemeddelelse.
Shu-bi-dua – The Musical er produceret af Fredericia Teater i tæt samarbejde med Michael Bundesen. Fredericia Teater står bag de tidligere musicalsucceser Aladdin, Avenue Q, High School Musical og Den Lille Havfrue.
– Det glæder mig meget at hele Danmarks nye musical nu med lethed kan opleves i hele landet. Musikhuset Aarhus er ét af landets absolut fedeste venues – og her sætter vi det perfekte geografiske punktum for forestillingens tur rundt til danskerne. Vi glæder os til gøre smilet i smilets by endnu bredere, siger teaterchef på Fredericia Teater Søren Møller.
En rejse gennem Danmark
”Shu-bi-dua – The Musical” bliver et must-see – både for børn og voksne, som ikke har et forhold til musikken, og for de mange generationer, der har haft hele Danmarks husorkester som livets soundtrack.
Shu-bi-duas landeplager og de skarpe, frække og gakkede tekster danner rammen om en rejse gennem 1970’erne og 1980’ernes Danmark, hvor publikum møder Mick, Sille, Molly, Carlos, Mor, Far og mange andre finurlige personligheder i en spritny og original historie fortalt i et helt Shu-bi-tastisk univers.
På scenen medvirker et 25-personer stort ensemble med bl.a. Emil Birk Hartmann, Kristine Yde/Bjørg Gamst, Meike Bahnsen, Ole Boisen, Nis Pedersen, Max-Emil Nissen og Cecilie Greiber Alring i de bærende roller.
”Shu-bi-dua – The Musical” kan opleves i Musikhuset i Aarhus fra den 5.-15. maj 2016. Billetter kan købes her.