Simon Emil Ammitzbølls mand død

Henning Olsen er død efter længere tids sygdom.

Udgivet Opdateret

Efter lang tids sygdom er Simon Emil Ammitzbølls ægtemand død af kræft.

Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, har mistet sin mand, Henning Olsen, som har været syg af kræft igennem længere tid.

Det oplyser Liberal Alliance i en pressemeddelelse.

– Til generel orientering meldes det hermed, at Simon Emil Ammitzbøll, gruppeformand for Liberal Alliance, er blevet enkemand i en alder af 38 år, da hans ægtemand, Henning Olsen, er afgået ved døden efter længere tids kræftsygdom, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 18 år ældre Henning Olsen døde fredag, efter at have været syg i seks år. Simon Emil Ammitzbøll og Henning Olsen indgik registreret partnerskab 7. maj 2005 på Københavns Rådhus efter at have dannet par siden 1999.

Som medlem af Folketinget har Simon Emil Ammitzbøll ofte været gæst hos dronning Margrethe, og som politikerens ægtemand har Henning Olsen også været inviteret med.

Henning Olsen selv arbejdede i energibranchen, indtil han blev syg. Her var han politisk og økonomisk rådgiver i olieselskabet Chevron.

Ligesom Simon Emil Ammitzbøl har Henning Olsen været medlem af Det Radikale Venstre. I 2008 meldte de sig begge ud af partiet, og Henning Olsen bakkede offentligt op om sin mand.

Partiet oplyser, at det ikke kommer til at påvirke Simon Emil Ammitzbølls politiske arbejde i den kommende tid.

Familien beder om, at der i forbindelse med dødsfald og bisættelse udvises respekt for privatlivets fred.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS