-Skal lukkes inde til de rejser

Konventioner skal ikke føre til, at danskere må "forskanse" sig i frygt for udrejsecenter, siger Vermund

Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, var kritisk over for statsminister Mette Frederiksens (S) udlændingepolitik og coronapolitik, da hun lørdag holdt partiledertale fra hovedscenen på Folkemødet i Allinge på Bornholm.
Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, var kritisk over for statsminister Mette Frederiksens (S) udlændingepolitik og coronapolitik, da hun lørdag holdt partiledertale fra hovedscenen på Folkemødet i Allinge på Bornholm.
Udgivet Opdateret

- Udviste kriminelle udlændinge, der er dømt for voldtægt, terror og narko skal ud af landet. Vil de ikke det, skal de tvinges til at opholde sig et sted, hvor der kun er en én dør ud – døren ud af Danmark.

Sådan lyder det fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i hendes tale lørdag fra Folkemødets hovedscene.

Her følger Vermund op på debatten om udrejsecentret på Langeland. Den endte med, at regeringen efter kritik fra SF droppede at flytte dømte udvisningsdømte kriminelle fra Kærshovedgård i Midtjylland til Holmegaard på Langeland.

Kan færdes frit i Danmark

Blandt de udvisningsdømte, der skulle til Langeland, er den somaliske mand, der i 2010 trængte ind i tegneren Kurt Westergaards hjem med økse og kniv for at slå ham ihjel. Overfaldsmanden blev idømt ti års fængsel.

Den straf har han udstået, og da han ikke rejser ud af Danmark, kan han ifølge reglerne færdes frit i Danmark, så længe han overholder meldepligten på udrejsecentret.

- Man ønsker dem ikke i Brande omkring Kærshovedgaard. Man ønskede dem heller ikke i Kalvehave, da øen Lindholm blev foreslået, og man ønskede dem heller ikke på Langeland.

- Og med god ret. Selvfølgelig skal udviste voldsmænd ikke færdes frit ude i samfundet. Det er en fuldstændig sund og logisk holdning, at det ikke er danskerne, der skal forskanse sig og leve i utryghed.

- Det er til gengæld fuldstændig ulogisk og usundt, at en fortolkning af en konvention gør danske politikere magtesløse, siger Pernille Vermund.

Kras kritik af Mette F.

Hun anklager i talen Mette Frederiksen (S) for ikke at "løse udlændingepolitikken fra bunden". Og for at sætte internationale konventioner højere end danskernes "tryghed og sikkerhed".

Både Mette Frederiksen og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har dog klart sagt, at Danmark som del af det internationale samfund skal følge konventionerne.

Mette Frederiksen har i stedet talt for at ændre de dele af konventionerne, som man er uenig i.

Udlændingepolitikken var ikke det eneste regeringskritiske tema i Pernille Vermunds tale. Vermund mener også, at Mette Frederiksen og "venstrefløjen" har været for modvillige, når det kom til lempelsen af coronarestriktionerne.

Her har statsministeren ifølge Vermund haft svært ved at slippe magten over danskernes liv igen.

Vil have borgerlig frihed

Derfor er der ifølge Vermund brug for, at "borgernes frihed" får mere vægt i forhold til "statens magt".

- Vi har brug for en borgerlig renæssance – en borgerlig modbevægelse, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige har haft markant fremgang, siden partiet kom i Folketinget ved valget i 2019. Dengang fik Nye Borgerlige 2,4 procent af stemmerne.

I Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af seks meningsmålinger, står Nye Borgerlige nu til 7,4 procent af stemmerne.

Det er mere end eksempelvis Dansk Folkeparti, der i øjeblikket står til 6,4 procent og De Radikale, der står til 6,2 procent i Ritzau Index.

Powered by Labrador CMS