Skiferie-guide: Husk det røde kort når du selv kører

Med skiene i tagboksen drager mange af sted mod de høje tinder i denne tid, men er der styr på bilforsikringen på kør-selv-ferien?

Udgivet Opdateret

Tusindvis af danskere kører selv på skiferie i den kommende tid, og det kan give ubehagelige overraskelser, hvis man ikke har styr på sin bilforsikring og det røde kort inden afrejsen.

Det fortæller Kristian Pitzner-Jørgensen, direktør hos sammenligningstjenesten Samlino.dk.

– Mange tror ofte, at hvis de har vejhjælp i Danmark, så dækker den også i udlandet, men det er slet ikke sikkert. Og går bilen så i stykker på vej på skiferie – og man ingen dækning har – så kan det gå hen og blive rigtig dyrt, siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Tjek forsikringen

Man bør derfor tjekke op på sin forsikring. Langt de fleste forsikringsselskaber i Danmark, som udbyder bilforsikring, er med i SOS Internationals ordning med Rødt Kort.

Ordningen indebærer, at man via sin kaskoforsikring har adgang til blandt andet vejhjælp i udlandet.

– Det røde kort er derfor også et bevis på, at man har kaskoforsikring på sin bil, siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Men det røde kort dækker også andre ting, fortæller juridisk konsulent hos FDM Dennis Lange.

– Det dækker bugsering hen til nærmeste mekaniker. Det dækker også en lejebil, hvis ikke skaden kan laves i rimelig tid samt hjemtransport af både passagerer og bil, hvis den er helt gal, siger Dennis Lange.

Inden du kører afsted

Du skal derfor inden afrejse være sikker på, at du har en kaskoforsikring, og at du er forsikret i et selskab, som er med i ordningen.

Ellers anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at “du sikrer dig vejhjælp på ferien ved for eksempel at købe vejhjælp via en redningstjeneste”.

De fleste lande, som danskerne ynder at køre til og stå på ski, er med i det røde kort, viser en opgørelse fra Samlino.dk.

Det er lande som Andorra, Bulgarien, Frankrig, Italien, Norge, Polen, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig.

Husk også det grønne kort

Der er også lande, hvor man skal huske at medbringe det grønne kort, som viser, at man har den lovpligtige ansvarsforsikring.

– Det grønne kort skal kun bruges uden for EU, og jeg vil absolut anbefale, at man har det med. Det er ens bevis for, at bilen har en ansvarsforsikring, siger juridisk konsulent Dennis Lange.

Det gælder blandt andet i Albanien, Makedonien, Bosnien-Herzegovina og Montenegro, som i de senere år er gået hen og blevet skiferiedestinationer for danskerne.

Uheld på kør selv-ferie? Det her skal du huske

Det er ikke rart at køre galt på ferien. Men er uheldet ude, er der nogle helt bestemte informationer, man skal huske at skrive ned, for at sikre, at man kommer hjem med de bedste vilkår. Forsikringsselskabet har brug for følgende oplysninger:

  • Tidspunkt og sted for ulykken
  • Navn og adresse på modparten
  • Registreringsnummeret på modpartens bil
  • Forsikringsselskab og policenummer på modparten
  • Politirapporten eller en kopi af den, hvis politiet er involveret
  • Navn og kontaktinformationer på eventuelle vidner

Kilde: FDM

Så går skiferien til et af disse lande, skal man have styr på det grønne kort. Det kan printes fra mange forsikringsselskabers hjemmeside.

Det røde kort kan også printes og medbringes på ferien, eller man kan downloade en app. Appen giver mulighed for at ringe direkte til SOS International og via gps vise din forulykkede bils position til hjælp for den lokale vejhjælp.

 

Kilde: SOS International.

Powered by Labrador CMS