Skud splintrer rude i OL-bus med journalister

Mindst to personer fik mindre flænger, da en busrude splintrede efter at være ramt af skud på vej mod OL-byen.

En bus fuld af journalister på vej fra den olympiske basketballarena til OL-byen i Rio blev tirsdag udsat for et skyderi på motorvejen. Foto: Www.jirivaclavek.cz/Free
Udgivet Opdateret

En bus med journalister på vej fra den olympiske basketballarena til den olympiske park i Rio blev tirsdag beskudt på motorvejen.

Passagererne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at to skud ramte bussen. Skuddene fik et vindue til at gå i stykker, så glasset fløj rundt i luften.

To personer skulle have fået mindre flænger af de flyvende glasstumper, men der er ikke tale om alvorlige skader, skriver Reuters. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at tre personer har pådraget sig mindre skader.

– Vi blev beskudt. Vi kunne høre skuddene fra pistolen, siger amerikaneren Sherryl Michaelson, der var om bord på bussen, til Reuters.

Bussen beskyttet af militæret på resten af sin rute efter skudepisoden.

Ifølge britiske The Mirror var der 12 personer i bussen. Her af var fire af dem brasilianere.

Det brasilianske politi har ikke nogen kommentar til hændelsen.

Allerede lørdag blev OL ramt af en anden skudepisode tæt på rideanlægget. Også her var det journalister, der var nær ved at blive ramt.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS