Skulptur får sikkerhedsnet efter dødsulykke

Kunstværket "Elia" bliver udstyret med et sikkerhedsnet. Det fortæller kunstneren bag efter to dødsfald.

– Det må simpelthen ikke ske igen. Og det forhindrer vi ved at sætte et net op, siger Ingvar Cronhammar efter to dødsfald på hans store skulptur Elia ved Herning. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tragiske dødsfald på skulpturen “Elia” i Herning får nu konsekvenser.

Kunstværket vil blive udstyret med et sikkerhedsnet for at forhindre ulykker som den i oktober, hvor en ung mand faldt i døden efter et kapløb med sine venner.

Det skriver Herning Folkeblad.

– Det må simpelthen ikke ske igen. Og det forhindrer vi ved at sætte et net op. Der er taget mål, det er blevet bestilt, og det bliver monteret hurtigst muligt, siger kunstner Ingvar Cronhammar, der er manden bag skulpturen.

– Inde i mit hoved var der ingen tvivl om, at det var det eneste rigtige at gøre, siger han til avisen.

To dødsfald

To personer har mistet livet på værket i oktober og november.

Den ene var en ung mand fra Slagelse. Den 21-årige faldt i døden, da han og en gruppe andre unge løb på skulpturen. Han sprang over rækværket øverst på skulpturen.

Det andet dødsfald var selvmord.

“Elia” er 32 meter høj og har i sin midte et fald på cirka 15 meter ned til bunden af skulpturen, der er omkranset af et højt rækværk.

“Vil aldrig helt forsvinde”

Det kommende sikkerhedsnet bliver spændt ud halvvejs nede i skulpturen.

Ingvar Cronhammer har været berørt af de to dødsfald.

– Det vil aldrig helt forsvinde. Jeg er stadig glad for værket som sådan, men det er klart, at det ligger der. Enhver kan vel forstå, at det ikke bare glider hen over hovedet på én, siger han til Herning Folkeblad.

Ild og torden

Midt i skulpturen Elia sidder en stor gasbrænder, som på tilfældige tidpunkter en til to gange i løbet af 19 dage skyder en mange meter høj ildsøjle op. Skulpturen er også konstrueret således, at den fungerer som lynafleder. Når den bliver ramt af et lyn, vil skulpturen svare med et ekko og sende et tordenskrald tilbage mod himlen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS