Skyderi på skole: En er dræbt og flere såret

Politiet har pågrebet to mistænkte efter et skoleskyderi i Denver i den amerikanske stat Colorado.

En lang række skoleskyderier i USA har fået mange borgere til at kræve en skrappere våbenlovgivning i landet. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Drake/Reuters
Udgivet Opdateret

To elever gik tirsdag ind på en skole i Denver-forstaden Littleton i delstaten Colorado og skød og sårede otte af deres skolekammerater, inden de blev pågrebet af politiet.

En af de sårede, en 18-årig elev, har efterfølgende mistet livet. Flere andre ofre er i kritisk tilstand og i færd med at blive opereret på lokale hospitaler.

De sårede er alle 15 år eller ældre.

Det oplyser politichefen i Douglas County, Tony Spurlock, på et pressemøde tirsdag eftermiddag lokal tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politichefen afviser at kommentere et muligt motiv til skyderiet og siger, at det endnu er for tidligt i efterforskningen til at kunne sige noget om.

De to mistænkte er henholdsvis en voksen og en mindreårig.

– De var ikke nogen, vi havde på radaren, siger Tony Spurlock ifølge nyhedsbureauet AP.

Betjente var hurtigt fremme

Skolen, STEM (Science, Technology, Engineering and Math) School Highlands Ranch, ligger nær en politistation, og betjente var derfor hurtigt fremme på stedet, da de hørte skud derfra.

– Jeg er overbevist om, at den hurtige reaktion fra betjentene var med til at redde liv, siger politichef Tony Spurlock.

Skyderiet begyndte omkring klokken to tirsdag eftermiddag lokal tid.

Ifølge vicepolitichef i Douglas County Holly Nicholson-Kluth begyndte skyderiet i et område på skolen, hvor de mellemste elever har hjemme. Skuddene fortsatte, da betjente ankom til stedet.

20 år efter Columbine

Ifølge vicepolitichefen vurderer myndighederne, at der ikke er flere gerningsmænd.

Elever blev efterfølgende bragt til en nærliggende idrætshal i busser for at blive genforenet med deres forældre.

Skyderiet sker mindre end en måned efter 20-årsdagen for massakren på Columbine High School, der også ligger i Littleton. Columbine High School ligger blot otte kilometer fra STEM School Highlands Ranch.

12 elever og en lærer blev dræbt om morgenen den 20. april 1999, da 18-årige Eric Harris og 17-årige Dylan Klebold i tre kvarter skød omkring sig med halvautomatiske våben i skolebiblioteket og andre steder på skolen, inden de tog deres eget liv. 24 elever blev såret.

På det tidspunkt var skyderiet det mest dødelige skoleskyderi i USA’s historie.

Powered by Labrador CMS