Skyderi ved turistmål: Tre personer dræbt

Bevæbnede mænd har dræbt tre og såret flere ved turistmålet Plaza Garibaldi i Mexico City, skriver Reuters.

Politiets teknikere fjerner en dræbt fra Plaza Garibaldi, hvor tre er dræbt og mindst syv såret ved et skyderi.Foto: Henry Romero/Reuters
Udgivet Opdateret

Tre personer er dræbt og mindst syv såret i Mexico City ved det yndede turistmål Plaza Garibaldi. Det sker efter flere personer bevæbnet med geværer og pistoler åbnede ild.

De dræbtes identitet er endnu ikke kendt, skriver Nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters fortæller politiet, at man jagter tre mænd udklædt i de ikoniske mariachi-musiker kostumer, der flygtede fra stedet på motorcykler efter skyderiet.

Plaza Garibaldi er fyldt med netop Mariachi-barer og ligger midt i Mexico City.

Pladsen er kendt som hjemstedet for Mariachi-musik og tiltrækker hele døgnet turister og lokale til sine barer og sine orkestre.

Mexico, og Mexico City, er hårdt plaget af narkokriminalitet og store, velbevæbnede bander, der slås om markedet.

Ifølge Reuters ligger Plaza Garibaldi tæt på området Tepito, hvor banden La Union har sin base.

Tidligere i år blev bandens leder, Roberto Moyada Esparza “El Betito”, anholdt. Efterfølgende skal der have været et mærkbar stigning i vold og mord.

De kriminelle bander, der hærger Mexico, har givet landet en af verdens højeste mordrater. Specielt den nordlige del af Mexico, der ligger op til USA’s grænse, oplever dagligt grove mord og overfald.

Også mexicanske politikere er meget udsat. Ifølge sikkerhedsfirmaet Etellekt er der i løbet af de seneste 12 måneder blevet dræbt 175 politikere.

Opgørelsen løber fra 1. september sidste år til og med udgangen af august i år. I den periode har der været afholdt valg i Mexico i juli.

Ud over drabene er der noteret mindst 850 tilfælde af angreb på politikere, uden at nogle af disse er endt fatalt.

Powered by Labrador CMS