Slut med sort skærm: Discovery og Canal Digital endelig enige
200.000 danske husstande kan nu igen se Discovery's kanaler.
Kampen om kanalerne er – i hvert fald for nu – efter, Canal Digital og Discovery Networks har ligget i bitter strid om økonomien.
Det oplyser Discovery i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
Discovery Networks kanaler, heriblandt Kanal 5, 4 og 6’eren, vender tilbage til Canal Digital-kunder allerede torsdag formiddag, står der i meddelelsen.
– Jeg glæder mig i det hele taget over, at vi sammen med Canal Digital er kommet frem til en fornuftig aftale, som betyder, at Canal Digital kan fortsætte med at distribuere nogle af Danmarks stærkeste kanaler samtidig med, at vi kan fortsætte med at investere i godt dansk indhold. Endelig ser jeg frem til at genoptage vores gode konstruktive samarbejde med Canal Digital, siger Christian Kemp, administrerende direktør i Discovery Networks Danmark.
Bitter strid om penge
På trods af udtalelserne om godt, konstruktivt samarbejde, så måtte de omkring 200.000 danske Canal Digital-kunder længe undvære Discoverys kanaler, der også indebærer blandt andet Eurosport.
Årsagen var, at parterne ikke var i nærheden af at blive enige om en ny distributionsaftale. Flere millioner skilte parterne i forhandlingerne, der gik i hårknude.
Nu er det løst, og forbrugerne, der blev taget som ufrivillige gidsler uden betalingsnedsættelse, kan nu se frem til at få kanalerne tilbage.
– Jeg kan ikke gå i detaljer med aftalen, men jeg kan bekræfte, at vi har fået en aftale på plads, som begge parter er tilfredse med, og hvor vi har prioriteret det indhold, som vi ved vores kunder synes bedst om, siger Jarl Söderman, der er administrerende direktør i Canal Digital.