Smittet med abekopper var i Oslo

En person, der tidligere i maj besøgte Norges hovedstad, har efterfølgende fået påvist sygdommen abekopper

En person, som er konstateret smittet med abekopper har været i Oslo.
En person, som er konstateret smittet med abekopper har været i Oslo.
Udgivet Opdateret

Der er sat gang i smitteopsporingen i Oslo, efter at en person, der tidligere i maj besøgte den norske hovedstad, har fået påvist abekopper.

Det oplyser Folkehelseinstituttet (FHI), der er den norske sundhedsstyrelse.

Der er tale om en person fra et europæisk land, hvor der er udbrud af abekopper. Det skriver FHI uden at oplyse det nøjagtige land.

Havde symptomer

Personen besøgte Oslo fra 6. til 10. maj og havde symptomer under opholdet, men fik først påvist smitten efter at være kommet hjem.

- Det er ikke uventet, at personer smittet med abekopper har været i Norge, og sundhedsvæsenet skal være forberedt på det.

- Vi hjælper nu Oslo kommune med at informere dem, som den rejsende havde kontakt til under opholdet. Det er for tidligt at vurdere risikoen for, at nogen af dem er smittet, siger overlæge Preben Aavitsland fra FHI.

Dukker op i Europa

Sygdommen abekopper er dukket op flere steder i Europa de seneste uger.

Senest har Schweiz lørdag konstateret sit første tilfælde af abekopper.

Der er endnu ikke set nogen tilfælde i Danmark, og Sundhedsstyrelsen frygter ikke udbredt spredning af sygdommen herhjemme.

-Vi er opmærksomme

Alligevel har man udarbejdet retningslinjer for, hvordan abekopper skal håndteres i det danske sundhedsvæsen, hvis sygdommen skulle dukke op.

- Vi forventer ikke, at der kommer udbredt spredning af abekopper i Danmark, men vi er opmærksomme på, at der kan komme enkelte tilfælde, siger enhedschef Bolette Søborg, Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Abekopper viser sig typisk i form af feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler.

ABEKOPPER

Abekopper (også kaldet monkeypox) er en infektionssygdom forårsaget af abekoppervirus, som kan forekomme hos visse dyr og mennesker Symptomerne begynder med feber, hovedpine, muskelsmerter, hævede lymfeknuder og træthed. Dette efterfølges af udslæt, der danner vabler og sårskorper. Tiden fra smitte til symptomer er omkring 10 dage. Symptomernes varighed er typisk to til fire uger.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS