Snart kan du se udenlandsk Netflix

Nu kan du snart streame Netflix fra udlandet. Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

En ny plan skal sikre, at begrænsningerne på internettet skal nedbrydes mellem EU-lande. Og så kan udenlandsk Netflix blive tilgængeligt.

Streaming-tjenesterne har for alvor slået igennem i de danske stuer, og nu kan udvalget af film og tv-serier blive langt større.

I dag er det ikke muligt for danskerne at logge på deres Netflix-konto eller se tv på DR’s hjemmeside, hvis de sidder i Frankrig, Spanien eller Sverige. Omvendt kan vi heller ikke se det samme, som brugerne i udlandet. Det skal der måske laves om på.

Hvis planen går igennem, vil det være muligt for danskerne at få samme udvalg som englænderne eller tyskerne på nettet. Også når det gælder streamingtjenester.

– Teknisk set vil det være sådan, at forbrugerne kan få adgang til de samme ting i hele EU. Der er dog nogle rettighedsmæssige ting, der kan konflikte, siger Claus Bülow Christensen, der er ekspert i digitale medier, til Newspaq.

Og det er noget forbrugerne i høj grad efterspørger. Ifølge Claus Bülow Christensen er det nemlig op mod 20 procent af danske Netflix-brugere, der skaffer sig adgang til udenlandsk Netflix, hvor udvalget er større.

– I forvejen er der mange forbrugere, der tiltager sig adgang til andre landes produkter via nogle små tekniske tricks, der gør at de eksempelvis kan se det tyske eller amerikanske Netflix eller andre udenlandske streamingtjenester. Det er med til at øge produktets værdi for kunden, siger han.

Det er EU-Kommissionen, der lægger op til et opgør med internettets digitale grænser i Europa. Ifølge EU-Kommissionens næstformand, Andrus Ansip, der har ansvar for det digitale indre marked, skal man kunne bevæge sig frit rundt på nettet.

– Lad os komme af med alle de forhindringer, der bremser os på nettet. Folk skal kunne krydse grænserne frit, når de er på nettet, ligesom de krydser de fysiske landegrænser frit, siger han i en pressemeddelelse.

Planen vil desuden også sikre, at forbrugerne kan bruge deres mobiltelefon i udlandet uden at få en tårnhøj roaming-regning, og at de kan købe varer på nettet uden at betale det dobbelte for levering – så længe der er tale om et andet EU-land.

Fakta:

Netflix er en amerikansk udbyder af online-streaming af tv-serier og film

Netflix kunne første gang ses i Danmark 16. oktober 2012

Streamingtjenesten har over 50 millioner kunder på verdensplan

Newspaq

Powered by Labrador CMS