Solgt i 33.000 eksemplarer: Disse brandfarlige maskiner må du ikke bruge
Har advaret mod produktet før.
Et nyt og femte tilfælde af brand, der er brudt ud i en affugter, har atter fået Harald Nyborg til at tage affære og tilbagekalde samtlige eksemplarer af to forskellige affugtere solgt i Danmark. Der er gennem tiden solgt 33.000 af disse, og Harald Nyborg har tidligere kaldt disse tilbage på grund af akut brandfare. Tilsyneladende uden at nå alle købere.
I en pressemeddelelse udsendt torsdag skriver virksomheden nemlig, at der er udbrudt brand i en affugter i en villa i Odense for nylig, og det får nu Harald Nyborg til at advare alle ejere om straks at stoppe brugen af affugter, hvis der er tale om en af de tilbagekaldte modeller.
Det drejer sig om affugtere med navnet WASCO 10 og WASCO 2000 og serienummer HN5763201xxxxxxxxx eller HN5153201xxxxxxxxx, oplyser sælgeren. Du kan se billeder af de to maskiner i galleriet over artiklen her. Modelnummer og serienummer fremgår bag på selve affugteren. De kan ombyttes i alle Harald Nyborgs butikker.
Solgt over alt
De to Wasco-affugtere er solgt i Harald Nyborgs butikker over hele landet samt i kædens webshop, og der er som nævnt solgt i alt mere end 33.000 eksemplarer.
Affugtere bruges til at sænke luftfugtigheden i et rum. De forhindrer fugtskader og kan efter vandskader udtørre vådt inventar som f.eks. tæpper, underlag, gulve, vægge, møbler, indbo eller bygningsmaterialer. Der er således – ifølge Harald Nyborg – ikke sket personskade i forbindelse med de i alt fem registrerede brande, men omfattende bygningsskader.
– Sikkerhed har høj prioritet i Harald Nyborg. Vi har efter konstateringen af usikkerheden med det samme stoppet salget og fjernet de pågældende affugtere fra varesortimentet. Vores vurdering er imidlertid, at der fortsat står mange af disse affugtere i private hjem, oplyser Arne Gerlyng-Hansen, administrerende direktør i Harald Nyborg, i pressemeddelelsen.