Sommerhuset er sunket – men der skal stadig betales skat

Selv om et sommerhus delvist synker, betaler sommerhusejere stadig fuld grundskyld, skriver DR Nordjylland.

Der skal stadig betales grundskyld af hele grunden, selv om et sommerhus bliver spist af havet, skriver DR Nordjylland. (arkivfoto) Foto: Colourbox/Free
Udgivet Opdateret

Der skal betales skat af hele grunden, selv om halvdelen er sunket i vandet.

Det skriver DR Nordjylland, der kan berette, at Hjørring Kommune har opkrævet grundskyld for hele grunden hos sommerhusejere – selv om noget af grunden er gledet i havet.

Der findes ellers en lov, som gør det muligt for kommunerne at fritage sommerhusejerne for grundskyld. Og derfor er talsmanden for lodsejerne ved Nørlev Strand, Christian Hartmann, også utilfreds med situationen.

– For loven er jo indrettet sådan, at man ikke skal betale skat af noget, man ikke har, siger han til DR Nordjylland.

Du skal selv betale for landmåler

Loven, der blev vedtaget sidste vinter, gør det muligt for kommunerne at fritage for eller nedsætte grundskylden tilbage til januar sidste år.

Og selv om Christian Hartmanns sommerhus først faldt i vandet i februar i år, så blev halvdelen af hans grund havets bytte som følge af stormene allerede i januar sidste år.

– Men der har man så fra kommunes side valgt at sige, at det først er, når huset er faldet i vandet, at de vil gå ind og annullere grundskylden, siger Christian Hartmann.

I en kommentar understreger formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring, Ole Ørnbøl (S), at kommunen ikke er forpligtet til at betale grundskyld tilbage.

For ifølge ham er det lodsejerne, der skal sørge for at bevise, hvor meget af deres grund, der er forsvundet.

– Det vil sige, at det er grundejerne, der skal betale for en landmåler. Og så løber man jo den risiko, at det ikke giver så meget i erstatning, som det koster at få målt op, siger Ole Ørnbøl til DR Nordjylland.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS