Sørgelig femårsdag: Blot endnu en dag i krigen

For den almindelige syrer er femårsdagen for krigen i Syrien bare endnu en dag, fortæller Røde Kors-chef.

For den almindelige syrer er femårsdagen bare endnu en dag med krig, fortæller Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors og i Damaskus. Foto: Stringer/Reuters
Udgivet Opdateret

Tirsdag er det fem år siden de første protester udbrød mod Bashar al-Assads styre i Syrien ud i byen Deraa. For den almindelige syrer bliver det ikke markeret, da det blot er endnu en dag i krigen.

Det fortæller generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl, der er i Damaskus i anledning af årsdagen.

– Det er femårs hverdag, femårs dårlige minder og femårs lidelser. Det har de færreste jo lyst til at fejre eller markere, for man vil bare gerne have at denne her krig, den slutter, siger han fra den syriske hovedstad tirsdag morgen.

Anders Ladekarl har dog bemærket, at sikkerheden er blevet øget i løbet af de seneste dage.

– Der er kommet flere check points. Det er nok en blanding af, at forhandlingerne er startet i Genève og måske også femårsdagen.

– Der er vel en eller anden frygt for, at nogle vil markere det på ikke festlig vis, men ved måske at lave selvmordsbomber eller andet, men det er ikke fordi, jeg har hørt, at der er sket noget, siger han.

Siden den syriske borgerkrig startede, er mere end 250.000 mennesker blevet dræbt, og millioner er drevet på flugt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS