Sort arbejde er fyringsgrund for skatte-topchef

Særligt adfærdskodeks for ansatte i Skatteministeriet forbyder sort arbejde. - Departementschefens adfærd stiller ham i et dårligt lys, siger ekspert i ansættelsesret.

Departementschef i Skatteministeriet Jens Brøchner har afbrudt et samarbejde med et byggefirma, som har stået for renovering af hans sommerhus i Rørvig. Det sker, efter at Ekstra Bladet har afsløret mistænkelige forhold ved byggeriet. Desuden har 3F har anmeldt sagen om byggeriet til Arbejdstilsynet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Ansatte i Skatteministeriet – og særligt departementschefen – har en ekstra forpligtigelse til at undgå sort arbejde.

Og overholdes reglen ikke, kan det resultere i en fyreseddel.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det fremgår af Skatteministeriets særlige adfærdskodeks, som Fagbladet 3F har fået udleveret.

“Som medarbejder i Skatteministeriet forventes det af dig, at du naturligvis selv overholder skattelovgivningen, herunder ikke selv får udført sort arbejde”, står der blandt andet i kodekset.

Skatteministeriets skærpede regler om sort arbejde er aktuelle lige nu, fordi Skatteministeriets departementschef Jens Brøchner er havnet i en storm om ulovlig arbejdskraft og mistanke om sort arbejde.

Penge i hånden

Fagbladet 3F kunne i forrige afsløre, at Jens Brøchner har brugt ulovlig arbejdskraft fra Litauen til at lave en tilbygning til sit sommerhus i Rørvig.

De litauiske håndværkere overnattede i departementschefens sommerhus og fortalte selv til fagforeningen 3F, at de fik “money in the hand”.

Håndværkerne er fra det litauiske firma Lauvista UAB, som ikke har overenskomst, og som ikke har den lovpligtige registrering af udenlandsk arbejdskraft i RUT-registret.

Byggefirmaet havde heller ikke opstillet et firmaskilt på skatte-topchefens grund, hvilket ellers er et krav i momsloven for at forhindre sort arbejde.

Lektor og ekspert i ansættelsesret ved Syddansk Universitet Christian Højer Schjøler mener, at departementschefens ageren i sagen kan være på kant med Skatteministeriets retningslinjer.

– Departementschefens adfærd stiller ham i et dårligt lys. Både i forhold til ministeriets adfærdskodeks og den tillid, borgerne bør kunne have til den øverste leder for Skatteministeriet, siger han til Fagbladet 3F.

Christian Højer Schjøler understreger, at der kan stilles særlige krav til departementschefens overholdelse af skattelovgivningen, fordi han er den øverste leder for embedsværket i Skatteministeriet.

– Hvis håndværkerne har fået sorte penge for arbejdet på byggepladsen, vil han ikke opfylde de adfærdskrav, som Skatteministeriet kan stille til en departementschef. Dels fordi han ikke har fulgt op på den manglende skiltning foran sommerhuset. Dels fordi han danner spydspidsen for et embedsværk, der har kampen mod sort arbejde som indsatsområde, fortsætter han.

Lokal afdeling opmærksom på sort arbejde

Jens Brøchner, der siden 2012 har været placeret i toppen af Skatteministeriet, har entreret med det dansk indregistrerede firma VK Byg, men på hans grund tæt på stranden i Rørvig er det den litauiske underentreprenør Lauvista UAB, der har været i sving med at bygge anneks og terrasse.

Sagen startede med, at den lokale 3F-afdeling fik en anmeldelse om sort arbejde på grunden, men da det litauiske firma ikke har overenskomst, har 3F ikke mulighed for at undersøge forholdene nærmere.

Keld Jensen, der er konsulent i 3F Byggegruppen, som organiserer landets bygningsarbejdere, kalder dog forholdene for mistænkelige.

– Vi ser ofte i sådan nogle sager, hvor udenlandske firmaer ikke er meldt i RUT-registret og ikke har skiltning, at der er tale om sort arbejde, siger Keld Jensen.

Han opfordrer skattemyndighederne til at undersøge, om forholdene er i orden på departementschefens byggeri, og om arbejdet udføres sort.

Tavshedspligt

Skattestyrelsen kan ikke oplyse, om de undersøger forholdene ved Jens Brøchners sommerhus, da de underlagt en udvidet tavshedspligt, siger presseafdelingen til Fagbladet 3F.

Skatteministeriet er helt klare i forhold til konsekvenserne, hvis deres adfærdskodeks ikke overholdes:

“Handlinger i strid med retningslinjerne i dette kodeks kan føre til personaleretlige sanktioner, fx advarsel eller afsked”, står der.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er enig i, at der påhviler en departementschef et særligt ansvar for at overholde reglerne, men det vil i sidste ende være hans arbejdsgiver, der skal afgøre, om sagen skal have konsekvenser.

Stilhed

Fagbladet 3F har uden held forsøgt at få en kommentar fra departementschef Jens Brøchner og hans chef, skatteminister Morten Bødskov (S).

Jens Brøchner har tidligere udtalt til Fagbladet 3F, at han har modtaget og betalt en faktura for arbejdet på sit sommerhus:

– Jeg kan ikke leve med, at der er usikkerhed om, hvorvidt arbejdet er udført under ordnede vilkår. Jeg er meget ærgerlig over, at jeg – på trods af, at jeg har forsøgt at sikre mig, at gældende regler blev fulgt – ikke grundigt nok har undersøgt, hvorvidt arbejdet blev udført under ordnede vilkår, lød det i et skriftligt svar fra departementschefen, som kort efter afsluttede samarbejdet med byggefirmaet.

Fagbladet 3F har også forsøgt at få en kommentar fra Jens Brøchners advokat, Martin Roslev Østergaard. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Powered by Labrador CMS