SOS Børnebyerne undersøger misbrug i 20 lande

Sagerne drejer sig om alt fra seksuelt misbrug af børn til misbrug af støttemidler fra 1990'erne til i dag

SOS Børnebyerne hjælper årligt cirka 1,2 millioner mennesker – fortrinsvis børn – verden over. (Arkivfoto) Foto: Jens Kalaene/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den internationale nødhjælpsorganisation SOS Children’s Villages (SOS Børnebyerne) har igangsat en undersøgelse af sager om misbrug af børn og støttekroner i både Afrika og Asien.

Det oplyser organisationen torsdag.

Udmeldingen kommer, efter at en indledende rapport, der blev fremlagt i slutningen af april, fandt flere problematiske forhold i 20 af de 137 lande, som SOS Børnebyerne arbejder i.

Rapporten blev bestilt af organisationen i november sidste år, efter at de første beskyldninger om misbrug dukkede op for tre år siden.

I alt undersøges 22 specifikke sager fra 1990’erne og frem til i dag. Sagerne handler om alt fra korruption til misbrug af støttemidler og beskyldninger om seksuelt misbrug af børn.

Det oplyser talsperson Boris Breyer.

Holder kortene ind til kroppen

SOS Børnebyerne vil ikke sige noget om, hvor mange ofre der er involveret, og i hvilke lande hændelserne har fundet sted, da undersøgelsen stadig er i gang.

Men organisationen har fundet “alvorlige overtrædelser af dens regler om børnebeskyttelse og flere tilfælde af inkompetent ledelse”, siger Elisabeth Hauser, der leder SOS Børnebyernes oprindelige østrigske afdeling.

Hun fortæller, at et barn i en af de pågældende sager blev låst inde og nægtet af se sine forældre, fordi barnets karakterer i skolen var begyndt at falde.

Elisabeth Hauser peger også på, at nogle af sagerne handler om mulig nepotisme i forbindelse med udbud af større byggekontrakter.

Mere end 40.000 ansatte

Nødhjælpsorganisationen har over 40.000 ansatte på verdensplan og hjælper årligt cirka 1,2 millioner mennesker – primært børn.

Administrerende direktør Ingrid Maria Johansen undskylder i en udtalelse over for “alle de børn og unge, der er blevet gjort fortræd”.

En uafhængig kommission skal nu undersøge sagerne dybere og komme med forslag til strukturelle ændringer i organisationen.

Kommissionens rapport forventes at være færdig i anden halvdel af 2022.

Elisabeth Hauser tilføjer, at alle ofre vil blive kompenseret fra en særligt oprettet fond “på flere millioner euro”.

SOS Børnebyerne modtog i 2019 cirka 10,4 milliarder kroner i donationer og støtte fra regeringer. Det viser organisationens seneste årsrapport.

Powered by Labrador CMS