Spansk politi skyder hovedmistænkt for Barcelonaangreb

Spansk politi har skudt og dræbt den 22-årige Younes Abouyaaqoub.

Udgivet Opdateret

Spansk politi har mandag bekræftet på Twitter, at de har skudt og dræbt den hovedmistænkte for angrebet i Barcelona, Younes Abouyaaqoub.

Meddelelsen kommer efter en politiaktion mandag eftermiddag, der fandt sted 50 kilometer vest for Barcelona i byen Subirats.

Her har politiet skudt den 22-årige Younes Abouyaaqoub, der ifølge politiet bar, hvad der kunne ligne et bombebælte.

Den store spanske avis El Pais skriver på baggrund af kilder i efterforskningen, at politiets undersøgelser har vist, at der er tale om en attrap.

Avisen skriver også, at den mistænkte ifølge deres kilder råbte “”Allahu Akbar”, der betyder “Gud er størst” på arabisk, inden han blev skudt.

Younes Abouyaaqoub blev ifølge avisen skudt på 10-15 meters afstand.

Herefter lå han med ansigtet nedad, indtil politiets bomberyddere kunne bekræfte, at der ikke var nogen fare, skriver avisen.

Herefter kunne politiet identificere manden og meddele offentligheden, at der er tale om Younes Abouyaaqoub.

Nyhedsbureauet AP skriver, at det var en ejer af en lokal vingård, der alarmerede politiet efter at have set en bil krydse ejendommen i høj hastighed.

Kørte bilen

De spanske myndigheder arbejder ud fra hypotesen om, at det var Younes Abouyaaqoub, som sad bag rattet ved en bilmassakre i torsdags i Barcelona.

Ved angrebet kørte bilen mere en 500 meter ad Barcelonas stærkt trafikerede gågade La Rambla. Bilens fører kørte zigzag gennem menneskemængden.

Younes Abouyaaqoub menes at være en del af en større ekstremistisk celle, der har planlagt flere angreb i Barcelona. Der er tale om en gruppe yngre mænd, hvoraf flere har marokkansk afstamning.

En imam, der menes at være dræbt i en eksplosion onsdag, menes også at være indblandet i radikaliseringen af gruppen.

Den ekstremistiske celle menes at have planlagt angreb med sprængstoffer i Barcelona. De oprindelige planer formodes dog at være gået i vasken, efter en eksplosion i et hus onsdag, hvor flere personer fra gruppen holdt til.

Efterfølgende menes gruppen at have gennemført to angreb med køretøjer.

Angreb i Cambrils

Foruden angrebet på La Rambla torsdag blev et bilangreb gennemført natten til fredag i kystbyen Cambrils.

Myndighederne i Spanien har mandag oplyst, at de har identificeret i alt 15 dødsofre for de to angreb i Barcelona og Cambrils.

13 blev dræbt i bilangrebet i Barcelona og over hundrede personer blev sårede. Mere end 50 er stadig indlagt på hospitalet, flere i kritisk tilstand.

Overblik og angrebene i Spanien

* Torsdag kører en varevogn ind på det travle turiststrøg La Rambla i Barcelona og kører adskillige ned. 13 meldes dræbt. Føreren flygter til fods.

Om aftenen finder myndighederne i Vic, en lille by uden for Barcelona, en anden varevogn, som menes at være brugt som flugtbil.

Samme aften affyrer politiet skud mod en mand i en bil, som ikke standser ved en vejafspærring i Barcelona.

Bilens ejer, en spansk mand, bliver fundet død af knivsår. Politiet mistænker føreren af varevognen i Barcelona for at have angrebet bilens ejer og stukket ham med kniv, hvorefter de er kørt bort i bilen.

* Fredag skyder politiet fem personer i Cambrils, der ligger cirka 120 kilometer syd for Barcelona, efter at de kører ind i fodgængere og politibetjente. En kvinde dør, og adskillige bliver såret.

Mistænkte:

* Politiet har anholdt fire personer – tre marokkanere og en borger fra Melilla, en spansk enklave på Marokkos middelhavskyst. De er mellem 21 og 34 år gamle.

* Fredag kom politiet med detaljer om fire mænd, de satte i forbindelse med angrebene. De levede i Ripoll, en nordcatalonsk by tæt på den franske grænse, og var angiveligt alle marokkanere: 17-årige Moussa Oukabir, 18-årige Said Aallaa, 22-årige Younes Abouyaaqoub og 24-årige Mohamed Hychami.

* Tre af mændene blev dræbt i Cambrils. Den sidste, Abouyaaqoub, var stadig på fri fod og efterlyst af politiet. Han bliver mandag identificeret som den formodede fører af varevognen i Barcelona.

* Mandag sidst på eftermiddagen oplyser politiet i Catalonien i et opslag på det sociale medie Twitter, at man har skudt og dræbt Younes Abouyaaqoub.

* Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet.

De mistænktes planer om angreb:

* Spansk politi mener, at de mistænkte gerningsmænd har forbindelse til et hus i Alcanar, der ligger sydvest for Barcelona.

Det blev ramt af en eksplosion kort før midnat onsdag. En, måske to beboere blev dræbt i eksplosionen.

* Huset blev benyttet, mener politiet, til at planlægge en eller flere større angreb i Barcelona. Det skulle muligvis ske ved brug af et lager af butangas-beholdere der var opbevaret i huset.

* Eksplosionen, der tilsyneladende var utilsigtet, tvang de sammensvorne til at skalere deres plan ned og gennemføre et mere forjaget angreb, siger politiet.

* Ifølge catalonsk politi er fire mistænkte anholdt, mens otte er døde.

Kilde: Reuters.

En person blev dræbt ved knivstik i Barcelona, mens en person blev dræbt i bilangrebet i Cambrils.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS