Spis den ikke: Salat kan give diarré og blodforgiftning
Fødevarestyrelsen advarer mod at spise hønsesalat med listeria-bakterier i.
Hvis du i forvejen har et nedsat immunforsvar, så er det ekstra vigtigt, at du holder dig fra fødevarer, der indeholder den for producenterne så frygtede listeria-bakterie. Det kan nemlig resultere i alvorlig blodforgiftning og sågar meningitis.
Er du gravid og bliver smittet med listeria, er der ligeledes en risiko for, at du kan smitte det ufødte barn. Det kan føre til abort, dødfødsel eller fødsel af et barn med blodforgiftning og/eller meningitis.
Sunde og raske personer kan også blive smittet, men vil som oftest opleve diarré eller influenzalignende symptomer.
Pas på salaten
Ikke desto mindre tager Fødevarestyrelsen listeria endog meget alvorligt, og derfor advares der i en pressemeddelelse mod at indtage en hønsesalat fra virksomheder Hartz Pickles og Salater. I et parti af netop denne delikatesse er der ifølge styrelsen påvist tilstedeværelse af listeria, og derfor bør du smide produktet ud, hvis du har købt det. Eller levere det tilbage til forretningen, hvor det er købt.
Hønsesalat Premium, som produktet rettelig hedder, er solgt tre forskellige steder på Sjælland. Hos Meny – Domus Vista på Nordens Plads, Frederiksberg, SuperBrugsen på Københavnsvej i Slangerup og hos Slagter Kiirdal i Ballerup.
Den berørte hønsesalat kan kendes ved, at den er produceret den 6. oktober 2016 og har en “bedst før”-dato den 11. november.
Newsbreak.dk har tirsdag eftermiddag forsøgt at få en kommentar fra producenten, da vi gerne vil høre, hvad fundet får af konsekvenser og har af betydning for den øvrige produktion, men det er ikke lykkedes.
Svær at slippe af med
Listeria er ikke for sjov. I en oversigt på sin hjemmeside skriver Fødevarestyrelsen blandt andet, at listeria-bakterien er meget robust. Den tåler både udtørring og høje saltkoncentrationer, og den er derfor svær at komme af med.
Listeria i en fødevare er ofte tegn på, at varen ikke har været varmet nok op, så de naturlige bakterier har overlevet. Listeria dør ved en varmebehandling på 75 grader og mere.
Jo længere tid fødevaren med listeria opbevares på køl, jo flere bakterier kan der vokse frem, fordi de trives i netop afkølede miljøer. Hvis temperaturen i køleskabet er over fem grader, vokser bakterien endnu hurtigere. Listeria kan derfor være et problem i kølede fødevarer med lang holdbarhed.