Sportsstjerne er smittet med coronavirus

Kevin Durant er en af fire Brooklyn Nets-spillere, der er testet positiv med coronavirus.

Kevin Durant er smittet med coronavirus. Foto: Nicole Sweet/Scanpix
Udgivet Opdateret

Et af basketballsportens største navne er smittet med coronavirus.

Tirsdag meddelte NBA-holdet Brooklyn Nets, at fire af holdets spillere er smittet, og nu bekræfter stjernespilleren Kevin Durant over for sportsmediet The Athletic, at han er en af dem.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Durant fortæller, at han er testet positiv, men har det godt og ikke har sygdomssymptomer.

– Alle må være forsigtige, passe på sig selv og passe på karantænereglerne. Vi kommer igennem dette, siger Durant til The Athletic.

31-årige Kevin Durant kom til Brooklyn sidste sommer efter tre sæsoner hos Golden State Warriors, hvor han var med til at vinde to NBA-titler.

Han har ti gange været på NBA’s all star-hold og har også to OL-guldmedaljer på sit fyldige cv.

Brooklyn Nets har ikke sat navn på de tre øvrige spillere, der er smittet.

I forvejen er tre NBA-spillere officielt blevet testet positive for coronavirus.

Det drejer sig om Rudy Gobert og Donovan Mitchell fra Utah Jazz og Christian Wood fra Detroit Pistons.

NBA-sæsonen er i øjeblikket suspenderet som følge af spredningen af coronavirus i USA.

Powered by Labrador CMS