Start stormløbet: Skat åbner for årsopgørelsen

Skat åbner fredag aften for en test, så man allerede nu kan se sin årsopgørelse for 2015.

Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man vil ind at tjekke sin årsopgørelse. Foto: Skat.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Nu kan du tjekke, om du står til at få et skattesmæk eller en skattegave.

Skat oplyser i en pressemeddelelse klokken 18.32 fredag aften, at man nu kan se, om man har betalt for meget eller lidt – eller måske det helt rigtige – i skat for 2015.

Det er allerede nu muligt for 4,4 millioner borgere at se årsopgørelsen for 2015. Frem til den officielle åbning på mandag testes systemerne – hvilket gør, at man allerede nu kan tilgå sin årsopgørelse. Interessen for årsopgørelsen er ofte stor. En kø-funktion sikrer, at SKATs systemer kan håndtere de mange besøg,” skriver Skat i pressemeddelelsen.

Skat understreger, at adgangen til årsopgørelsen weekenden igennem er en test, og at systemet derfor kan være ustabilt.

Samtidig har Skat givet de nysgerrige danskere lidt at foretage sig, mens kønummeret på hjemmesiden tæller ned.

– For at sikre, at alle får en god oplevelse, når de er logget ind i TastSelv, er der etableret en kø-funktion, der fortæller, hvornår man kan forvente at komme ind. Vi har samtidigt lagt en lille video om årsopgørelsens historie på kø-siden, som man kan fordrive ventetiden med, siger Claus Middelboe Andersen, der er underdirektør for IT i SKAT, i pressemeddelelsen.

Svarer på spørgsmål

Skat vil som noget nyt også svare på spørgsmål om årsopgørelsen i løbet af weekenden. Man kan dog ikke få konkrete svar om sin egen årsopgørelse.

– På både Facebook og Twitter kan man stille spørgsmål til os på det tidspunkt, som passer én bedst. Som noget nyt sidder vi i år klar ved tasterne og besvarer generelle spørgsmål både lørdag og søndag, fortæller Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef i SKAT.

Powered by Labrador CMS