BLEV SUGET IND I MOTOREN

Stig og hans kone sad i flyet da ulykken skete

Et østjysk ægtepar sad i et fly, da en person blev suget ind i motoren

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

En skrækkelig ulykke.

Sådan beskriver Stig Hellstern det, han og hans kone pludselig blev vidner til i Amsterdams lufthavn, Schiphol.

En person blev suget ind i deres flys motor og afgik ved døden, og parret sad i første parket til den tragiske ulykke.

Ægteparret er på vej hjem fra ferie og har mellemlandet i Amsterdam. 

Første fly mod Billund nåede de ikke, så de er blevet ombooket til en anden KLM-afgang.¨

Venter da ulykken sker

De kommer ombord og venter egentlig bare på at rulle afsted, så flyet kunne lette.

Men så sker den ufattelige ulykke. Første tegn kunne mærkes i hele flyet.

- Motoren begynder at ryste helt vildt - som i helt vildt, fortæller Stig Hellstern.

Flyet holder nu stille. Over lydanlægget beretter kaptajnen ifølge Stig Hellstern, at de ikke kender årsagen til rystelserne, men at det ser ud til, at alt er fint.

Men lige uden for vinduet, hvor Stig Hellstern og hans kone sidder, viser det sig tydeligt, at der er sket en ulykke.

- Vi kan se noget tøj og en mobiltelefon ligge på jorden. Og resten ligger sikkert bagved. Og selvfølgelig også blod. Men jeg vil helst ikke gå i detaljer, siger han og tilføjer, det især for dem, der sad bag motoren, formentlig har været et ubehageligt syn.

Gul sikkerhedsvest

Ifølge hollandske medier står det ikke klart, om der var tale om en privatperson eller en medarbejder i lufthavnen.

Ifølge Stig Hellstern lå der blandt andet en gul sikkerhedsvest på jorden, så han formoder, at der er tale om en medarbejder.

Da det står klart, at der er sket en ulykke, bliver passagererne over højtaleranlægger bedt om at rulle for alle vinduer på venstre side af flyet, hvor det skete. Og har man taget billeder, skal de også helst slettes, lyder det.

Skal blive siddende

Stig Hellstern og hans kone bliver sammen med de øvrige passagerer bedt om at blive siddende, og uden for kan de høre, at flere redningskøretøjer haster til ulykkesstedet.

I over en time må de alle blive siddende, mens arbejdet foregår udenfor. Herefter bliver de gelejdet ud ad en nødudgang i flyets højre side og ind i lufthavnen. Da TV2 Østjylland taler med Stig Hellstern onsdag, sidder han med flere andre passagerer fra venstre side af flyet i en lounge.

Efter de kommer ind, bliver Stig Hellstern og hans kone kontaktet af en lufthavnspræst, der spørger, om de er okay.

- Det sagde jeg, at jeg var - jeg er jo mand. Men lige bagefter kunne jeg godt mærke en klump i halsen.

- Men nu er der gået lidt tid, og det hjælper at tale om det. Nu har jeg også talt med hollandsk politi i tre kvarter og gået i detaljer. Det har været fint for mig, siger han.

Tanker til de efterladte

Stig Hellstern understreger flere gange i interviewet, at deres tanker går til den omkomne og dennes efterladte.

- Men også til piloterne. De var virkelig, virkelig rystede, fortæller han.

Så småt kommer den voldsomme oplevelse mere på afstand, men Stig Hellstern undrer sig fortsat over, hvordan det kunne ske.

Flyet var ikke ved at lette, men der var alligevel nok kraft på motoren til at suge personen ind.

På trods af ulykken satser Stig Hellstern og hans kone på at komme hjem til Danmark og deres hjem i Aarhus onsdag aften.

Powered by Labrador CMS