Stiller kontante krav

På LA's landsmøde gjorde lederen det klart, at partiet har en håndfuld krav til blå statsministerkandidater.

Udgivet Opdateret

Skatten skal ned. Både i top og bund. Flere private velfærdsudbydere skal vinde frem, og der skal rettes gevaldigt op på folkesolen.

Det er nogle af de krav, som Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, har til blå statsministerkandidater, som ønsker støtten fra LA ved næste folketingsvalg.

Det siger Vanopslagh lørdag i sin tale på partiets landsmøde i Kolding.

Vanopslagh kalder det ikke ultimative krav. Det havde partiet tidligere under Anders Samuelsens ledelse, hvilket fik partiet ind i en borgerlig regering, men som også førte til krise og tilbagegang for LA.

Ikke bange for egen skygge

Alligevel er der klare krav til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der rækker ud efter statsministerposten. Og kravene var muligvis også henvendt til De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der i hvert fald flirter med tanken om at blive statsminister.

- Jeg gider ikke vade for meget rundt i fortidens fejl og vores nederlag ved sidste valg. Jeg har taget et opgør med de ultimative krav og træklatringen. Den er feset ind. Og godt for det.

- Men vi må ikke gå hen og blive decideret bange for vores egen skygge. Derfor skal vi ikke længere være bange for at sige, at hvis man vil tælle Liberal Alliances mandater med til sit flertal - og det er der jo heldigvis flere, der drømmer om - så kan man ikke slippe afsted med hvad som helst, siger Vanopslagh.

Liberal Alliance vil ikke støtte en blå statsministerkandidat for enhver pris, siger partileder Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance vil ikke støtte en blå statsministerkandidat for enhver pris, siger partileder Alex Vanopslagh.

Spids blyanten

LA vil ikke støtte en statsminister, der vil være det for enhver pris, siger Vanopslagh med slet skjult hentydning til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han sagde engang, at han ikke vil være statsminister for enhver pris.

- Så kære statsministerkandidater derude. Jeg ved, at I ser med. Spids blyanten og lyt godt efter. Hvis I skal have Liberal Alliances støtte til en blå regering, så skal det kunne ses på politikken.

- Skatten skal sænkes - både i top og i bund. Den offentlige sektor skal være friere med flere private velfærdsudbydere. Vi skal blande os mindre i borgernes liv og styrke danskernes retssikkerhed.

- Klimapolitikken skal have mere internationalt udsyn. Og vi skal have rettet gevaldigt op på vores folkeskole, så unge går derfra med kundskaber, færdigheder og myndighed, siger Vanopslagh.

Powered by Labrador CMS