Stor trafikkontrol over to dage: Nu er resultaterne kommet frem

I to dage blev tunge vogne kontrolleret ved to rastepladser - en på Fyn og en i Jylland.

Billedet her er fra kontrollen på Ejer Bavnehøj torsdag. KLIK videre og se, hvad politiet blandt andet opdagede. Foto: Newsbreak.dk
Billedet her er fra kontrollen på Ejer Bavnehøj torsdag. KLIK videre og se, hvad politiet blandt andet opdagede. Foto: Newsbreak.dk
Udgivet Opdateret

Det står stadig skidt til med at overholde de gældende regler for lastbilchaufførerne, tyder det på. Onsdag og torsdag gennemførte Tungvognscenter Syd en stor kontrol fordelt over to dage, og her blev der afslører snyd og omgåelse af regler.

I en pressemeddelelse skriver tungvognscentret, der er en del af politiets indsats mod netop tunge vogne, at kontrollerne foregik på henholdsvis Fyn og – som Newsbreak skrev allerede torsdag – på Ejer Bavnehøj i Jylland. På Fyn var kontrolpunktet rasteplads Kildebjerg.

Foruden politiet deltog også Færdsels-, Fødevare- Trafik- og Skattestyrelsen samt det Veterinære Rejsehold. I alt deltog op mod 80 mand i kontrolarbejdet, skriver politiet om kontrollerne.

Der var desuden lavet midlertidig hastighedsnedsættelse til 50 kilometer i timen ved Ejer Bavnehøj, og i den forbindelse havde politiet opstillet en fotovogn.

Beslaglagt på stedet

Ved kontrollerne blev der blandt andet undersøgt, om chaufførerne overholdt regler om køre-hviletid, dyretransporter, transport af tungt gods og spiritus- og narkopåvirkning. Kontrollen havde derudover særligt fokus på ulovlig cabotagekørsel samt uopmærksomhed og manglende udsyn fra førerhuset.

– Når vi foretager en stor multikontrol som denne i samarbejde med andre myndigheder, får vi en unik mulighed for at tjekke de tunge køretøjer for mange andre ulovligheder end trafikfarlige forhold, siger politikommissær Stig Simonsen, leder af Tungvognscenter Syd.

En, der i hvert fald burde have forberedt sig hjemme fra, er føreren af en dansk lastbil. Den fik han nemlig beslaglagt på stedet. Ved kontrollen på Fyn opdagede politiet nemlig, at det pågældende firma var oprettet under anvendelse af falske dokumenter.

“Som udløber af denne sag blev endnu en lastbil fra samme firma beslaglagt onsdag aften. Disse sager efterforskes nu nærmere i forhold til eventuelle flere overtrædelser af straffeloven”, står det i pressemeddelelsen.

De tørre tal

En dansk chauffør var således også ganske “uheldig” under kontrollen. En af politiets narkohunde fandt nemlig cirka tre gram hash i førerhuset, og så viste det sig desuden, at chaufføren var påvirket under kørslen.

Torsdag aften på Ejer Bavnehøj blev en polsk lastbil i forbindelse med kontrollen tjekket for køre-hviletidsoptegnelser, og de var altså ikke til stede. Derfor blev lastbilen tilbageholdt på stedet.

“Og vil først blive frigivet, når en sikkerhedsstillelse er betalt. Den Polske chauffør erkendte de faktiske forhold under politikontrollen”, skriver politiet, der fremhæver følgende overtrædelser:

  • Fejl og mangler
  • Dimensioner (længde, højde bredde)
  • Lovgivningen vedrørende farligt gods
  • Godslov
  • Fejl vedrørende kontrolapparat
  • Manglende Kvalifikationsbevis
  • Overtrædelser af køre-hviletid
  • Manipulation
  • Lov om euforiserende stoffer
  • Modulvogntog (manglende tilladelse)
  • Regler om Særtransport
  • Manglende vejbenyttelse
  • 11 lastbiler indkaldt til syn
  • Tre kørselsforbud heraf en lastbil og to sættevogne

 

Powered by Labrador CMS