Storbrand: Slukningen fortsætter hele dagen

Branden i Børkop er stadig ikke slukket. Trekant Brand forventer, at efterslukningen fortsætter resten af onsdagen.

Udgivet Opdateret

En kæmpe brand brød ud i flere industribygninger tirsdag eftermiddag i Børkop. Siden har en stor mængde brandfolk arbejdet på at få slukket branden.

Se mere video hos Local Eyes. 

Ifølge Trekant Brand kom branden under kontrol ved 18.00-tiden tirsdag, men der er fortsat brandslukning at gøre på stedet onsdag.

Beredskabet forventer, at hele onsdag skal bruges på efterslukning.

Slukker stadig ild

– Vi kører efterslukning herude nu, siger vagthavende indsatsleder Per Møller Jensen til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Der er en masse små ildsteder i de to haller, som vi arbejder på at slukke.

Indsatslederen forklarer, at det faktisk stort set er det, hele natten er gået med.

Blusser op

De mange ildsteder er fordelt flere steder i de to haller, der er kollapset på grund af branden.

Der arbejdes fortsat på efterslukningen af storbranden i Børkop. I to af hallerne er der fortsat flere ildsteder, som skal slukkes. Foto: Local Eyes
Der arbejdes fortsat på efterslukningen af storbranden i Børkop. I to af hallerne er der fortsat flere ildsteder, som skal slukkes. Foto: Local Eyes

Derfor er det også nogle steder et ufremkommeligt arbejde, og det tager tid.

– De ryger imellem hallerne og blusser op, og det er ligesom dem, vi slukker af på, forklarer indsatslederen og fortsætter:

– Som det ser ud nu, så arbejder vi herude hele dagen.

Alt udbrændt

I de to haller, hvor ilden har haft bedst fat, er der ikke meget tilbage.

– De to haller er udbrændt. De er lagt ned, hvis man kan sige det sådan, siger den vagthavende indsatsleder.

Newsbreak.dk har forsøgt at komme i kontakt med Sydøstjyllands Politi, men det har ikke været muligt onsdag morgen.

Powered by Labrador CMS