Stort Mærsk-skib står i flammer
Onsdag morgen opdagede besætningen på et af Mærsks største skibe røg fra containere på skibet ud for Liberia
Siden onsdag morgen har et af Mærsks største containerskibe været i brand.
Det oplyser det danske rederi torsdag i et skriftligt svar til Ritzau. Mediet ShippingWatch har også skrevet om branden.
- Om morgenen 13. august 2025 opdagede besætningen på "Marie Mærsk" røg fra containere om bord på skibet, der var på vej fra Rotterdam i Holland til Tanjung Pelepas i Malaysia, lyder det i svaret fra Mærsk.
Skibet sejlede ud for det vestafrikanske land Liberia, da branden blev opdaget. Containerskibet er efterfølgende blevet omdirigeret mod kysten, så det kan modtage hjælp fra land.
Forsøger at holde branden under kontrol
Besætningen er i sikkerhed og forsøger at holde branden under kontrol. Skibets udstyr og systemer fungerer også fuldt ud.
Onsdag aften nåede to slæbebåde frem til skibet med udstyr til brandslukning.