Strejke truer landets togtrafik: Her vil strejken ramme

Banedanmark har netop orienteret blandt andre DSB og Arriva om, at en eventuel kommende strejke kan få den konsekvens, at al togtrafik i Danmark bliver lammet.

En strejke vil formentlig medføre, at al togtrafik vil blive indstillet i Danmark. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Danskerne risikerer at blive lammet af en eventuelt kommende strejke.

Banedanmark har netop sendt en pressemeddelelse ud, hvori de gør rede for de konsekvenser, som en strejke kan medføre.

– Vi har i dag orienteret jernbanevirksomhederne om, at de strejkevarsler, som vi på nuværende tidspunkt har modtaget, vil ramme Banedanmarks aktiviteter meget bredt i tilfælde af en strejke, fortæller Søren Boysen i pressemeddelelsen.

Han er direktør for teknik hos Banedanmark.

Klar til at indstille al trafik

I værste fald kan en strejke betyde, at danske togpendlere får umådeligt svært ved at komme til at fra arbejde.

Der er tale om flere faglige organisationer, der har varslet strejke mod Banedanmark.

De modtagne strejkevarsler kan betyde, at det bliver nødvendigt at indstille al togtrafik i Danmark, hvis strejken måtte blive en realitet.

Og det gælder både fjern-, regional-, gods- samt S-tog.

Vil påvirke signalarbejde

– Bemandingen af helt centrale funktioner vurderes at være alt for skrøbelig og for fragmenteret, hvorfor jernbanetrafikken må indstilles, understreger Søren Boysen i pressemeddelelsen.

En eventuel strejke vil også påvirke en række anlægsprojekter og arbejdet med jernbanens nye signalsystem.

Banedanmark har på nuværende tidspunkt modtaget strejkevarsler fra Dansk Jernbaneforbund, HK Trafik & Jernbane, AC, 3F, Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet samt Dansk Malerforbund.

En fjerdedel af Banedanmarks ansatte er tjenestemænd.

Powered by Labrador CMS