Styrelse advarer mod overpumpede vitaminpiller

Fødevarestyrelsen advarer mod to vitaminpiller, der bliver solgt over nettet. Du kan se billeder af de to typer vitaminpiller på de næste billeder i galleriet. Foto: Scanpix (genrefoto)
Udgivet Opdateret

Fødevarestyrelsen advarer mod vitaminpiller, der indeholder op til 30 gange mere vitamin end den anbefalede mængde.

Spiser du A-vitaminer af mærket »Karoten Mega« eller D-vitaminet »Holistic D3 vitamin 5000«, så er det en god ide at holde op.

Ifølge Fødevarestyrelsen indeholder vitaminpræparaterne nemlig et farligt højt indhold af både vitamin A og D, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Produkterne er solgt via hjemmesiden ellos.dk, og det er de norske myndigheder, som har vurderet produkterne til at være farlige på grund af det høje niveau af vitaminer i produkterne sammenlignet med, hvad der findes i normale vitaminpræparater.

Fødevarestyrelsen er nu i dialog med Sundhedsstyrelsen om en dansk vurdering af produkterne og fraråder indtagelse af vitaminpillerne, da styrelsen på nuværende tidspunkt ikke kender til risikoen ved at spise tabletterne.

BNB

Powered by Labrador CMS