Sulten kort tid efter et måltid? Få længere mæthed

Har du lyst til at tømme køleskabet kort tid efter et måltid? Så husk at spise godt med groft og grønt, som giver en langvarig og stabil mæthedsfornemmelse.

Udgivet Opdateret

Du har lige lagt kniven og gaflen fra dig, men kort tid efter føles det, som om at maven rumler igen.

I stedet for at stille den snigende sult med snacks fra slikskuffen skal man spise groft og grønt.

Sørger man for, at det danner basen, holder man en stabil mæthedsfornemmelse, som sikrer, at man ikke kaster sig frådende over endnu mere mad.

Øs rigeligt af kostfibre fra groft brød, rugbrød, fuldkornsris eller havregryn op på tallerknen sammen med masse af grove grøntsager eller kål samt proteiner fra eksempelvis kød, lyder det fra underviser ved Professionshøjskolen Metropols sundhedsfaglige og teknologiske fakultet Preben Vestergaard Hansen:

– Når mavesækken får noget at arbejde med, så kommer mave-tarm-systemet også på arbejde. Det gør, at man føler sig mættere i længere tid, siger han og understreger vigtigheden af groft og grønt:

– Som udgangspunkt får man en emotionel tilfredsstillelse, hver gang man spiser. Spiser man chips, får man umiddelbar stimuli, men ingen langvarig mæthed, forklarer Preben Vestergaard Hansen.

Langsomt optagende kulhydrater fra grove kornprodukter giver også længere mæthed end en håndfuld kiks eller et hvidt stykke toastbrød. Man bør ikke som udgangspunkt udelukke bestemte fødevarer i sin kost, men sørge for at spise sundt og varieret, lyder det fra Klaus Frobenius, der er klinisk diætist ved Klinik for Helbred og Sundhed.

– Lige nu er brød meget udskældt, men der er en god grund til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler fuldkorn: Det er simpelthen, fordi det er med til at øge mæthedsfornemmelsen, men i særdeles også fordi det beskytter mod tarmkræft.

Ikke bare morgenmad

Nøjes man blot med morgenmad, frokost og aftensmad til dagligt, kan maven virkelig knurre, når der er gået en del timer mellem hvert måltid. Det kan udmønte sig i sult, relativt kort tid efter at man har spist, hvis man helt grundlæggende får for lidt at spise.

Mad og snacks fyldt med fedt eller sukker er energitætte, men stimulerer ikke mætheden på længere sigt, så derfor skal man sørge for at spise sunde sager gennem hele dagen, tilføjer Klaus Frobenius.

– Når man spiser kontinuerligt ved at få mange små måltider, højner man mætheden, siger han og fortsætter:

– Med mange små måltider vil man opnå en større fysiologisk sultregulering. Til de store måltider er det altid godt med god, grov kost, grønt og grove grøntsager, fordi det også øger fyldevolumen i mavesækken.

 

Kilder:

Klaus Frobenius, Preben Vestergaard Hansen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS