‘Sunde’ shots kaldes tilbage på grund af skimmelsvamp

Der er konstateret skimmelsvamp i flasker med økologisk ingefær/æble-shots.

Firmaet Tamaco tilbagekalder nu deres ingefærshots på grund af mistanke om skimmelsvamp.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er konstateret skimmelsvamp i økologiske æble/ingefær-shots fra firmaet Tamaco Food A/S i Hasselager. Derfor tilbagekaldes nu et parti flasker med omtalte produkt.

Produktet er solgt i flaskeform indeholdende 75 milliliter. Flasken er påstemplet ‘Mindst holdbar til: 10/11/2016’ og er solgt i Rema 1000.

Det er virksomheden selv, der tilbagekalder produktet på grund af den fundne skimmelsvamp og da skimmelvækst gør produktet uegnet til konsum.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en udtalelse fra Tamaco Food.

Har man købt en sådan flaske med shots, skal den leveres tilbage, hvor den er købt eller kasseres.

Powered by Labrador CMS