Sundhedspersonale snager i vores journaler

Sket mindst 1490 gange siden 2016.

Udgivet Opdateret

Omkring 100.000 sundhedspersoner på de danske hospitaler har adgang til enorme elektroniske databaser med danskernes mest intime oplysninger, og i hele landet er der ansatte, hvis nysgerrighed får dem til at snage i patientjournaler, som de ikke har nogen lovlig grund til at kigge i.

Det viser aktindsigt, som Politiken har fået i alle fem regioner. Materialet viser, at alle regioner har sager om snageri, men at ingen har det fulde overblik over problemets omfang.

Artiklen fortsætter under videoen

Aktindsigten viser dog, at regionerne siden 2016 har registreret mindst 1.490 mistænkelige eller direkte uberettigede opslag i elektroniske patientjournaler, skriver Politiken.

Alene Region Midtjylland har siden marts i år registreret 148 uberettigede opslag, hvor sundhedspersonale er tilgået journaler, som de ikke har haft nogen faglig ret til at tilgå.

Det reelle niveau er med al sandsynlighed endnu højere, fordi store dele af kontrollen er baseret på stikprøver, og fordi Region Sjælland ikke vil oplyse antallet af uberettigede opslag.

Desuden fører Region Syddanmark slet ikke regnskab med, hvor mange uberettigede opslag man finder i den store database Sundhed.dk, skriver avisen.

Politiken har også fået aktindsigt i en række afgørelser fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Styrelsen for Patientsikkerhed. De viser, at ansatte i sundhedsvæsnet eksempelvis er blevet taget i at kigge i tidligere partneres journaler og dermed har haft adgang til dybt personlige oplysninger om sygdomsforløb, indlæggelser og medicinforbrug.

I en stor del af sagerne fremgår det, at det var patienterne selv – og ikke regionerne – der opdagede snageriet.

Powered by Labrador CMS