Superligaklub ansætter ny cheftræner

Vejle har ansat Peter Sørensen som ny cheftræner. Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse

Peter Sørensen har tidligere været superligatræner i AGF, Silkeborg og Hobro.
Peter Sørensen har tidligere været superligatræner i AGF, Silkeborg og Hobro.
Udgivet Opdateret

Superligaklubben Vejle har ansat den 48-årige Peter Sørensen som ny cheftræner.

Det oplyser Vejle i en pressemeddelelse.

Han afløser Carit Falch, der for en uge siden blev fyret efter blot fem kampe i spidsen for holdet.

Peter Sørensen var fra 2006 til 2008 assistenttræner i Vejle, og han var denne gang klubbens klare førsteprioritet, fastslår direktør Henrik Tønder.

- Peter Sørensen er en dygtig træner, der kan sit håndværk og sin metier. Samtidig er Peter en klar og tydelig leder, der sikrer, at alle i en spillertrup ved, hvad opgaven er for gruppen, og hvilke forventninger der gennem dette er til den enkelte.

- Peter har gennem sit virke som træner altid holdt en god og stærk relation til Vejle Boldklub, og vi mærker hos Peter Sørensen en grundlæggende forståelse af, hvad Vejle Boldklub er, bygger på og skal udvikles til, siger Henrik Tønder i en pressemeddelelse.

Ligger sidst

Vejle er sidst i Superligaen med et point efter seks kampe, men Sørensen skal mere end blot redde holdet fra nedrykning.

- Den stærke forståelse og dybe indsigt tror vi på, giver vores nye cheftræner muligheden for ikke bare at sikre vores eksistens i Danmarks bedste fodboldrække, men også over tid at etablere Vejle Boldklub fast i 3F Superligaen, siger Henrik Tønder.

Peter Sørensen understreger, at han har store forventninger til samarbejdet.

- Vejle Boldklub har, som jeg også har nævnt tidligere, det største uforløste potentiale i dansk fodbold. Det er min klare mening. Det, at jeg nu som cheftræner for lov til at arbejde med og bidrage til en udvikling i en positiv retning af samme potentiale, ser jeg som en stor mulighed.

Særligt gode forudsætninger

Fortiden i og forbindelserne til Vejle Boldklub giver Sørensen særligt gode forudsætninger for at lykkes, mener han selv.

- Man kan groft sagt sige, at jeg har ventet 13 år på det her job, siger Sørensen med reference til sin afsked som assistenttræner i 2008.

48-årige Peter Sørensen har onsdag første træning som cheftræner i Vejle.

Sørensen har blandt andet perioder som superligatræner i AGF, Silkeborg og Hobro IK med i bagagen.

Vejle Boldklub

Vejle Boldklub (VB) blev grundlagt som cricketklub i 1891, og begyndte som fodboldklub i 1902.

VB er en af landets store traditionsklubber, og har med fem mesterskaber og seks pokaltitler et trofæskab, der kan gøre de fleste misundelige.

Vejle er desuden kendt for at have udviklet en række af dansk fodbolds helt store navne; Tommy Troelsen, Henning Enoksen, Allan Simonsen, Ulrik le Fevre og Thomas Gravesen er nogle af dem.

De seneste årtier har klubben dog haft svært ved at leve op til fortidens bedrifter. Man har siden år 2000 fristet en tilværelse som elevatorhold, og klubbens seneste medaljer blev vundet i 1997.

Vejle Boldklub spiller deres hjemmekampe på Vejle Stadion, der har plads til 11.060 tilskuere. Heraf er 7559 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (5): 1958, 1971, 1972, 1978, 1984

Sølv (3): 1965, 1974, 1997

Bronze (2): 1959, 1960

Pokalturneringen

Guld (6): 1958, 1959, 1972, 1975, 1977, 1981

Sølv (1): 1968

Kilder: vejle-boldklub.dk/Wikipedia

 

6 x “DBU’s Pokalturnering” 1958, 1959, 1972, 1975, 1977, 1981

Powered by Labrador CMS