Surt show: Disse mobiltelefoner bliver nu langsommere

Med jævne mellemrum sker det, at Apple gør deres Iphone telefoner langsommere ved opdateringer. Den tid er nu kommet til Iphone 8 og Iphone X.

Denne mand var lykkelig, da han i 2017 blev en af de første til at eje en Iphone 8. Nu kan han se frem til at den dyre telefon bliver langsommere. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Det har tidligere vakt stor opstand, når folk har opdaget, at deres Iphone er blevet langsommere efter de har installeret en af Apples opdateringer.

Det fik i 2017 Apple til indirekte at bekræfte, at den er god nok – de skruer løbende ned for ydeevnen, når modeller forældes. Det skrev de til teknologimediet The Verge:

– Vores mål er at levere den bedste oplevelse for kunderne. Det gælder både i forhold til overordnet ydeevne og i forhold til at forlænge deres enheders levetid, skriver Apple i sit svar til The Verge.

Apple forklarer, at lithium-batterier med tiden bliver dårligere til at levere strøm til, når telefonens ydeevne er under kraftig belastning. Problemet kan resultere i, at telefonen pludselig slukker. Det er blandt andet for at forhindre dette, at Apple med sine opdateringer får gamle Iphone-modeller til at undgå at svinge for meget i ydeevne, når batteriet svækkes. Det betyder, at den maksimale ydeevne falder.

Nu rammes disse modeller

Med den seneste opdatering af Iphones styresystem, IOS 12.1, er turen så kommet til atter nyere modeller. Iphone 8, Iphone 8 Plus og Iphone X er således blevet langsommere med den nye opdatering. Det skriver tek.no.

Det, der rent konkret sker, er at telefonerne uden varsel skruer ned for udeevnen. Det gør de for ikke at blive overbelastet og slukke uden varsel i situationer, hvor batteriet ikke leverer tilstrækkelig spænding.

I hvor stort omfang, det vil påvirke telefonerne, er endnu ukendt.

Powered by Labrador CMS