Svindel: Falsk ‘betjent’ hævede 350.000 kroner

Kvinden gav alle sine oplysninger til den falske betjent. Han slog hurtigt til

Udlevér aldrig dine oplysninger i telefonen, lyder det fra politiet. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Det kunne være gået helt galt, da en svindler kontaktede en ældre kvinde fra Esbjerg i sidste uge.  En falsk betjent fik overbevist kvinden om, at der var en hacker, som var ved at bryde ind i hendes bankkonto, og at hun skulle udlevere sine NemID-oplysninger.

Kvinden udleverede troligt sine oplysninger, og den falske betjent gik i gang med at overføre intet mindre end 350.000 kroner til en konto i udlandet. Heldigvis for kvinden opdagede banken den besynderlige aktivitet og satte med det samme en stopper for overførslen.

Hun slap derfor med skrækken. Det er dog ikke altid, at sagen ender så heldigt, og derfor opfordrer politiet også borgere til at passe godt på, når telefonen ringer.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Der er tale om meget udspekulerede telefonopkald. Vi har eksempler på, at de kriminelle har brugt rigtige betjentes navne, og i dette tilfælde har den kriminelle fiflet med teknikken, forklarer Chr. Østergaard, som er vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Politiets nummer

Svindlerne er så kreative, at det kan få nummeret på telefonens display til at ligne politiets. Derfor er det meget overbevisende, når telefonen ringer, og det lader til at være fra politiet. Men det er altså teknisk fifleri, en teknik kendt som spoofing, der er årsagen til at det kan lade sig gøre.

Politiet opfordrer til aldrig at oplyse om NemID-oplysninger til nogen. Hverken banker, politi eller andre myndigheder kunne finde på at ringe til en borger og bede om at få oplyst hverken NemID-nøglekoder eller engangskoder.

Det lader også til, at der er tale om et tiltagende problem. Den 8. april anholdt Københavns Politi tre personer, som er mistænkt for at have spoofet politiets telefonnummer og bedraget for mere en to millioner kroner.

Her var det tre mænd i starten af 20’erne, som blev mistænkt for bedrageriet, og derudover også mistænkt for at have forsøgt at bedrage sig til 2,6 millioner kroner, ved at ringe op og udgive sig for at være fra politiet.

Powered by Labrador CMS