Syg prins Henrik melder fra til Dronningens fødselsdag
Bare to dage før Dronningens 75-års fødselsdag har prins Henrik lagt sig syg. Hoffet bekræfter, at han ikke deltager i festlighederne.
Mandag undlod prins Henrik at deltage i Dronningens pressemøde i anledning af hendes 75-års fødselsdag.
Dronning Margrethe lød selv bekymret, da nogle journalister i går efter pressemødet ønskede den syge Prins god bedring.
»Influenza er ikke til at spøge med,« lød det fra Dronningen.
Nu bekræfter Hoffet, at sygdommen forhindrer prins Henriks deltagelse i Dronningens fødselsdag.
»Prinsgemalen er fortsat syg og når desværre ikke at blive rask til at kunne deltage i de kommende dages festligheder,« bekræfter hoffets kommunikationschef Lene Balleby overfor BT.
Den 80-årige Prinsgemal var også nødt til at aflyse sin ellers planlagte deltagelse i Danish-Chinese Business Forum, som er en af hans mange protektioner.
Onsdag bliver dronning Margrethe fejret af det officielle Danmark ved en gallamiddag på Christiansborg Slot. Og torsdag står hele dagen i fødselsdagsfejringens tegn allerede fra klokken 9, hvor Dronningen bliver vækket på Fredensborg Slot. Siden venter den traditionsrige vinke-scene på Amalienborg klokken 12, hvorefter det er planen, at Margrethe sammen med sin Henri skal køre i karet fra Amalienborg til Københavns rådhus, hvor der er frokost, gaveoverrækkelse og underholdning. Endelig er der fest for familie og venner – omkring 230 personer – på Fredensborg Slot om aftenen.