Tag ikke denne souvenir med hjem: Det kan være ulovligt og have omfattende konsekvenser
Man skal tænke sig godt om, før man tager planter med hjem fra ferien.
Har du biller i bagagen?
Det spørgsmål vil Landbrugsstyrelsen gerne have danskerne til at stille sig selv, når de er ude at rejse. Styrelsen sætter i en kampagne fokus på de potentielle problemer ved at at tage planter med sig hjem som souvenir.
Nogle planter er direkte ulovlige at tage med ind i Danmark, og derfor bliver der løbende lavet stikprøvekontroller for at tjekke rejsendes baggage for ulovlige planter. Blandt de ulovlige planter er for eksempel orkidéer og de fleste kaktusarter.
Landbrugsstyrelsen advarer dog ikke kun mod de ulovlige planter. For selv planter, som er lovlige at indføre i Danmark, kan risikere at have skadelige insekter, bakterier eller svampesporer med sig.
– Mange danskere er lige nu på vej på sommerferie, og derfor gør vi nu en ekstra indsats for at minde de rejsende om, at det kan have skadelige konsekvenser for naturen, hvis de tager plantemateriale med hjem til Danmark. Det kan være fristende at tage en blomst eller en stikling fra en plante med hjem, men det kan være umuligt at se, om planten bærer en sygdom eller insekter, udtaler enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsen.
Disse insekter og sygdomme kan skade landbruget og gartnerier og værste fald udløse karantæner og store økonomiske tab.
Styrelsen vil i de kommende uge køre ind kampagne i Billund og Københavns Lufthavn.
– Vores råd er helt simpelt: Man skal undgå at tage planter og planteprodukter med hjem fra sin ferietur. Hvis du er i tvivl om reglerne, så lad være. I værste fald risikerer du at indføre insekter og plantesygdomme, der kan være skadelige for vores natur, advarer enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsen.