Tag på øludflugt i påsken: Her er 10 pletskud

Mikrobryggeriernes knopskydning på Danmarkskortet giver masser af grunde til en påskeudflugt. Øl-redaktør guider til de velsmagende dråber.

Antallet af danske bryggerier er eksploderet i det seneste årti. I 2002 var der kun 21. I dag er antallet oppe på omkring 120 på grund af de mange mikrobryggeriers fremkomst. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Påskeferien og forårets komme er stærkt foreneligt med indtagelse af de fortrinlige specialøl, som danskerne er blevet så dygtige til at brygge i de senere år.

Tag ud og hent et par flasker til påskebordet eller prøv en af de efterhånden mange bryggeripubber, lyder anbefalingen fra magasinet Ølentusiastens redaktør Ole Madsen.

– Langt de fleste mikrobryggerier har dørsalg fredag og lørdag. Ellers kan man jo besøge et af de gode værtshus- eller pubbryggerier. Husk, at du ikke behøver at drikke påskeøllen, fordi det er påske. Det afgørende er, at øllen passer til den situation, du nyder den i, siger han.

10 bud på en ølekskursion i påsken:

Fur Bryghus i Limfjorden:

– På Fur Bryghus giver de den gas hele påsken, og det er altid en oplevelse i sig selv. Det er ganske solide old school-øl. Klassiske øl-typer som bock og ale. Naturen er smuk, og maden er fremragende.

Skagen Bryghus:

– De har højst sandsynlig også levende musik. Og så har de øl inden for alskens stilarter, pilsner, lager, IPA, guldøl, porter, hvedeøl og bock.

Warpigs i København:

– Bryggeriet Mikkelers texanske bbq-restaurant i Kødbyen i København er ganske dyr. Men hvis du er til outreret og udfordrende øl, så er det et oplagt sted at besøge.

BrewPub i København:

– Den ældste af de nye brewpubber i København. Øllen er måske ikke helt i top, men maden er i hvert fald solid. Brew pub har 14 fadølshaner med øl direkte fra lagertankene.

Herslev Bryghus i Roskilde:

– De har nok Danmarks mest originale øl for øjeblikket. En hø-øl, som er lavet på basis af eget hø. Den smager som en mellemting mellem cider, champagne og øl. Det kan jeg absolut anbefale.

Bryggeriet Refsvindinge på Fyn:

– Man bliver aldrig skuffet med en tur til Refsvindinge. De har altid åbent. Og Ale No. 16 er en ægte klassiker. De har også altid dørsalg.

Sct. Clemens i Aarhus:

– De brygger deres eget øl på Sct. Clemens inde i centrum af Aarhus. Og så har de nogle fantastiske bøffer, som virkelig er turen værd.

Svaneke Bryghus på Bornholm:

– De har egne ølkendere, der er uddannet til at sætte øl og mad sammen. Øllene er udelukkende brygget på det tilhørende bryghus. Det drejer sig om alle deres specialøl. Og så har de et bryggeri til de øl, de eksporterer til hele Danmark.

Skovlyst i Værløse:

– Restaurationsbryggeriet Skovlyst er ikke længere det samme som Skovlyst Production, der brygger øl til supermarkederne. Restauranten brygger til sig selv på skovens frugter og urter. Og den ligger ret idyllisk ude i skoven.

Søgaards Bryghus i Aalborg:

– Her er der en listig pub ved siden af restauranten. De har altid 24 forskellige øl på hanerne. Lige fra de klassiske pilsnertyper til mere fyldige ales og stærke øl som Dubbel og Barley Wine.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS