Tager over efter skandaleformand

Næstformand Tina Christensen er blevet konstitueret formand i 3F

Per Christensens foreløbige afløser er fundet.
Per Christensens foreløbige afløser er fundet.
Udgivet Opdateret

Fagforbundet 3F har konstitueret hidtidige næstformand Tina Christensen som formand efter Per Christensen, der tidligere på ugen forlod posten.

Det oplyser 3F i en pressemeddelelse.

- Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg har mødt i hovedbestyrelsen i dag, hvor jeg er blevet konstitueret som ny formand, siger Tina Christensen.

Tina Christensen vil fungere som formand frem til en kommende, ekstraordinær kongres.

3F's hovedbestyrelse vil den 10. februar finde ud af, hvad der skal ske frem mod den ordinære kongres, der skal afholdes den 24. til 29. september.

Tina Christensen fortæller, at fagforbundet har brug for en handlekraftig ledelse, der kan fortsætte arbejdet for medlemmerne af 3F.

- Den opgave påtager jeg mig både med stolthed og ydmyghed, i et fortsat tæt samarbejde med de øvrige kolleger i forbundets daglige ledelse og i vores hovedbestyrelse, siger hun.

Tina Christensen har været næstformand for 3F siden 2016.

PER CHRISTENSEN

Per Christensen (født 16. juni 1957 i Aalborg) er en dansk fagforeningsleder, som siden september 2013 har været forbundsformand for Fagligt Fælles Forbund.

Efter endt uddannelse som tømrer, fik Per Christensen job på Aalborg Portland. Her blev han efter fem års ansættelse valgt som tillidsmand for kollegaerne. Derefter blev han valgt som næstformand i Cementarbejdernes Fagforening i Aalborg, inden han i 1995 kom til SiDs hovedkontor som juridisk sekretær. I 2004 blev han valgt til forbundssekretær.

Den 17. september 2013 blev han på 3Fs kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center valgt som ny forbundsformand, hvor han afløste Poul Erik Skov Christensen. Per Christensen blev valgt uden modkandidat.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS