Tanja døde for 18 år siden: Mor har vigtig besked

Hvert år deler Tanjas mor den samme besked på Facebook. Hvis bare det hjælper én er det umagen værd.

Der er omtrent 10 år i mellem disse to billeder af Tanja. Til venstre er Tanja omtrent 17, til højre 27. Det er i de 10 år, hendes stofmisbrug tager over. Foto: Privat
Udgivet Opdateret

OBS: Denne artikel er oprindelig fra 2017, men Lisbeth har sædvanen tro delt opslaget igen i år den 13. oktober. Som tidligere år deles det hastigt på Facebook. Vi har opdateret artiklen.

I 2001 døde den 27-årige Tanja Bjerring Christensen fra Struer af en overdosis efter 10 års misbrug af narkotika. Kort inden sin død skrev hun et dybfølt brev til sin lillebror. Brevet er tilsyneladende stadig relevant – og gemmer på en vigtig pointe.

Hvert eneste år deler Tanjas mor, Lisbeth Rasmussen, omtalte brev i sin fulde længde på sin Facebook-profil.

Det gør hun på årsdagen for Tanjas død – 13. oktober.

I år er ingen undtagelse, og opslaget deles – igen – som en steppebrand. Det medfører en masse respons, som Lisbeth bruger tid på.

– Det er meget overraskende, hvor mange beskeder, jeg får fra folk. Der er en hel masse respons af forskellige karakter. Jeg når ikke at svare alle, men jeg forsøger, fortæller hun til Newsbreak.dk.

Brevet – som du kan læse i sin helhed nederst i artiklen – er som nævnt skrevet fra Tanja til lillebroderen Nikolaj og tjener som en advarsel.

En advarsel mod alt det, der gik galt for Tanja selv. Mod stofferne og mod misbruget, der kort efter, brevet blev skrevet, tog livet af den 27-årige unge kvinde.

Aldrig i tvivl

13. oktober 2001 troppede to betjente op og overbragte Lisbeth den besked, enhver forælder frygter. Hendes barn var død.

Bare 21 dage tidligere skrev hun brevet, som skulle redde lillebroderen fra samme skæbne. Både Lisbeth og Nikolaj deler i dag holdning til stoffer og er i øvrigt enige om, at det er rigtigt at viderebringe det dybt personlige brev til resten af verden.

– Jeg er aldrig i tvivl. Min søn og jeg er enige om, at vi gerne vil have budskabet i brevet delt. Det er ikke for vores skyld. Oprindeligt delte jeg det, så det i stedet for kun at være “lillebror”, der kunne se pointerne, så kunne en masse mennesker læse det. Hjælper det bare én eller to med at holde sig fra de forbandede stoffer, så er det det hele værd, slår Lisbeth fast.

Stadig relevant

Noget tyder på, at hendes opslag – der i år indtil videre er delt 2815 gange (tidligere år endnu mere) – endnu er relevant. Tal fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, offentliggjort i januar i år, viser nemlig, at der er sket en markant forhøjelse af antallet af unge stofmisbrugere.

I alt er 23.000 danskere registreret som værende misbrugere af hash eller hårde stoffer, og det er en stigning på 23 procent, men blandt de unge 20 til 30-årige er stigningen på svimlende 50 procent.

Tallet kan dog være langt højere. SFIs opgørelse er sket på baggrund af tal fra kommunerne, sygehusene og behandlersystemet, men for eksempel Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet er imidlertid med en anden metode nået frem til, at det samlede antal misbrugere er helt oppe på 70.000 personer.

Den sidste dosis

Lisbeth fortæller, at hun som sagt har delt omtalte brev hvert eneste år, og i begyndelsen var det blot teksten, men for to år siden besluttede hun at vedhæfte et billede af Tanja. Det gjorde historien mere vedkommende, tror vi.

– Så gik det helt amok. Det væltede ind med beskeder og folk, der læste brevet, siger Lisbeth til Newsbreak.dk.

Hun befinder sig pludselig i en mediestorm og optræder med historien på TV og i det lokale dagblad for Struer. Her fortæller Lisbeth den frygtelige fortælling om at miste sit barn. Den kan du læse hos Dagbladet Holstebro Struer.

Skæbnen vil det, at Tanja er i fængsel, da hun skriver brevet til den 14-årige Nikolaj. “Men pludselig – det, jeg troede, jeg kunne styre, kunne jeg ikke styre mere“, skriver hun til lillebroderen. 12. oktober bliver hun løsladt. Dagen efter er hun død. Død fordi hun tager heroin med sin kæreste. Tanjas dosis er for stor.

Brevet fra Tanja

Her under kan du – efter aftale med Lisbeth Rasmussen – læse brevet fra Tanja til Nikolaj i sin fulde, uredigerede længde.

Nikolaj, jeg har lyst til at advare dig ....

23.09.01
Hej Nikolaj.

Nikolaj, jeg har lyst til at advare dig lidt. Den gang hvor jeg var på din alder, begyndte jeg at drikke, når jeg skulle i ungdomsklub. Selvom jeg kendte nogle, som røg hash, gjorde jeg det ikke. Jeg nægtede og ville bare ikke. Jeg vidste godt, det var farligt. Men da jeg var 15-16 år, var jeg alligevel blevet nysgerrig. Og jeg syntes, at dem, som røg hash og drak lidt, var søde, sjove og nemme at snakke med. Og så prøvede jeg. Det var ikke engang sjovt, men det var alle dem, som gjorde det, der var seje, syntes jeg (så dumt).

Jeg lovede mig selv og mine veninder, at jeg aldrig nogensinde ville prøve noget andet end hash. Men jo flere gange jeg prøvede for sjov, så var det pludselig kun sjovt, hvis det var hver dag eller hvis jeg tog andre stoffer i weekenden. Jeg troede kun, det var heroin, der var farligt (så dumt).

Men pludselig – det, jeg troede, jeg kunne styre, kunne jeg ikke styre mere.

For mig har det taget mange år om at indse, at det var et problem, fordi jeg altid var forsigtig med det. Men pludselig, da jeg er 25 år, opdager jeg, at alle mine gode gamle veninder havde uddannelse, kæreste, nogle børn og hus. Jeg havde bare ingenting andet end de venner, som jeg tog forskellige stoffer med, og der fandt jeg først for alvor ud af, at jeg havde et problem. Derfor søgte jeg i behandling for stoffer, (Selvom mange af mine venner var længere ude end mig). Når man er på stoffer, har man ingen rigtige venner, og dem du føler er rigtige, de dør af stoffer (selv en på 17 år), eller kommer i fængsel.

Jeg har oplevet mange, som er døde af det eller har siddet i fængsel næsten hele deres ungdom.

Det, jeg vil sige med det, er, at jeg troede, fordi jeg var forsigtig, at jeg aldrig skulle bede nogen om hjælp, for jeg havde jo ikke noget problem. Men se mig nu. Jeg har været i behandling p.g.a. stoffer, syg i hovedet af hash og sidder nu i fængsel.

Det er så dumt med dette brev, at det ikke kan slutte ligesom i et eventyr, men jeg vil gøre mit bedste for at få et ordentligt liv, når jeg kommer ud herfra.

Nikolaj, jeg elsker dig og jeg ønsker ikke, det skal gå dig ligesom mig. Selvom det bare er for sjov første gang at ryge hash eller tage stoffer.

Men vi kan jo håbe på, det går ligesom i et eventyr og at jeg om nogle år har børn, mand og uddannelse, og at du aldrig begynder at prøve.

Jeg elsker dig
1 mill. x 1bill. kys, knus
Fra din storesøster

Powered by Labrador CMS