Taxa forfulgt af vanvidsbilister i vild biljagt

Nu efterlyser politiet vidner til biljagten.

En taxa blev i nat jagtet af to bilister, efter chaufføren havde givet dem ‘det lange lys’. Foto: Elo Christoffersen/Newsbreak.dk
Udgivet Opdateret

De fleste kender nok til lige at blinke med det lange lys, hvis man føler sig provokeret eller dårligt behandlet i trafikken. For en taxachauffør var netop den hentydning ved at blive fatal.

Klokken 0.12 natten til fredag blev en taxa temmelig hasarderet overhalet af to biler i meget høj hastighed på Ringstedvej ved Sorø.

Taxachaufføren udtrykte sin utilfredshed med den uhensigtsmæssige kørsel ved at kippe med det lange lys. Det blev de to bilister åbenbart så provokerede af, at de forfulgte taxaen og forsøgte at presse taxaen af vejen. I den jagt blev der også kastet en flaske mod taxaens forrude, der blev smadret. Det oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Biljagten foregik i Sorø by og i landevejene omkring byen, og taxachaufføren fik undervejs tilkaldt politiet, som på Slagelsevej i retning mod Slagelse, fik standset biljagten.

På dette tidspunkt var det kun taxaen og ene forfølgende bil, der var tilstede. Her fik politiet anholdt en 18-årig mand, der blev sigtet for både spirituskørsel og for at bringe andres liv og førlighed i fare.

Smadret taxa

Taxaen har fået store skader efter nattens episode og er nu ude af drift.

– Forkofangeren er baldret, forruden er smadret og hele venstre side er fuldstændig ramponeret. Bagdør, bagrude, bagkofangeren og baglygter er fuldstændigt smadret, siger Henrik Hachel, der er formand for Sorø Taxa, til TV ØST.

Formanden for taxaselskabet oplyser, at chaufføren er rystet over nattens hændelse.

Taxaselskabet har aldrig før oplevet lignende hændelse i Sorø. De oplever dog ofte, at unge mennesker kører uforsvarligt i området.

– Vi oplever tit, at nogle af de unge kører som sindssyge, siger Henrik Hachel til TV Øst.

Efterlyser vidner

Der opstod flere mindre uheld undervejs, men ingen kom til skade.

Nu efterlyser politiet vidner til biljagten.

Så hvis du har set bilerne, eller måske selv har skullet undvige, kontakt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon nummer 114.

Powered by Labrador CMS