Teenage-pige efterlyst: Nu er der nye billeder af Victoria

Politiet leder stadig efter teenageren Victoria.

Udgivet Opdateret

Som Newsbreak.dk flere gange har beskrevet, efterlyser Østjyllands Politi den 16-årige Victoria Adelhaid Andersen, der forlod en institution i Sabro ved Aarhus i maj måned.

Nu har Østjyllands Politi modtaget et videoklip af den efterlyste. Herfra offentliggør politikredsen i en pressemeddelelse nu et billede i håbet om, at et nyere af slagsen kan være med til, at borgere kan genkende teenageren.

Siden hun forsvandt i maj har Victoria kontaktet politiet og fortalt, hun har det godt og ikke vil tilbage til institutionen.

Institutionen ligger i Sabro – umiddelbart nordvest for Aarhus. Foto: Google Maps.
Institutionen ligger i Sabro – umiddelbart nordvest for Aarhus. Foto: Google Maps.

Den beslutning er politiet altså ikke helt enig i – hun er under 18 år og anbragt. Derfor efterlyses hun stadig.

Politiet her mistanke om, at en eller flere personer hjælper med at skjule Victoria.

– Det er en meget alvorlig forbrydelse, hvis man hjælper hende med at gå under jorden, og man risikerer at få en fængselsstraf for det. Jeg vil opfordre alle, der har oplysninger om Victoria eller har set hende til at kontakte politiet hurtigst muligt, oplyser politikommissær Peter Bay Jensen i pressemeddelelsen.

Forsvundet før

Der har været flere episoder, hvor Victoria Adelhaid Andersen er gået fra institutionen før for at opholde sig hos bekendte.

Det er derfor, at man ikke har efterlyst hende før i juli måned.

Er i Danmark

Politiet mener, at pigen gemmer sig i Danmark.

– Jeg kan ikke slå mig fast på et område i Danmark, hvor vi tror, at hun er. Men de fleste af henvendelserne, vi har fået, kommer fra Østjylland, siger Lau Kristensen.

– Der er dog ikke noget i de tip, der gør, at vi er kommet tættere på en opklaring, tilføjer han.

Victoria Adelhaid Andersen beskrives som 160 centimeter høj, spinkel af bygning og med lysebrunt hår.

Da hun forlod institutionen, var hun iført en rød dynejakke, lyse jeans og hvide kondisko.

Har du viden om, hvor Victoria befinder sig, eller ser du hende, kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS