Teenagere skudt ned med 91 hagl

To teenagedrenge er blevet skudt med i alt 91 hagl. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

91 hagl. Så mange måtte opereres ud af to teenagedrenge, der var blevet skudt med et jagtgevær. 27-årig mand tiltalt for at affyre geværet.

En 27-årig mand fra Risskov ved Aarhus er tiltalt for at affyre et jagtgevær mod to teenagedrenge i Gellerup-området. De to drenge blev ramt af i alt 91 hagl.

Det var angiveligt hærværk mod en parkeret bil, der fik den 27-årige jyde til at blive vred. Det skriver Stiften.dk.

Hærværket fik manden til at vende tilbage til Gellerup, hvor hærværket var sket, med sit jagtgevær. Her affyrede han ifølge anklagen en byge af hagl mod to teenagedrenge, der kørte to på en knallert, der normalt kun må rumme en enkelt passager.

De to drenge blev alvorligt ramt. Den ene af 55 hagl, den anden af 34. De var uden for livsfare, men måtte opereres.

Nægter sig skyldig

– Desuden er der også grænser for, hvor sur jeg kan blive over en smadret bilrude til et par tusinde kroner. Jeg kender intet til den sag, hævder den 27-årige ifølge Stiften, der har været til stede under retssagens første dag.

Avisen skriver, at den 27-årige har været varetægtsfængslet siden april og nægter sig skyldig.

Derudover fastslår han, at han ikke kender de to drenge, der er blevet skudt.

Manden har dog et haglgevær, og det kan faktisk volde ham endnu flere problemer.

Han havde nemlig ikke anmeldt sine to lovligt anskaffede haglgeværer og et 5,5 millimeter luftgevær til politiet. Derudover havde han heller ikke opbevaret dem korrekt. Det fandt politiet ud af under ransagningen af mandens bopæl.

Retssagen fortsætter torsdag.

Powered by Labrador CMS