Temu-chok: Advarer danskere
Hver tiende dansker gør det, men det er ikke ufarligt
Seks par strømper til 11 kroner og T-shirts til få tiere lokker mange danskere til at handle på kinesiske webshops som Temu og Shein.
Ifølge Dansk Erhverv har hver tiende dansker købt - eller planlægger at købe gaver hos Temu, mens hver femte har handlet på Shein det seneste år.
Men de lave priser kan have en høj pris, advarer forbrugerorganisationer.
Sådan skriver DR.dk.
Lever ikke op til regler
Forbrugerrådet Tænk slår fast, at der florerer produkter på platformene, som ikke lever op til EU’s sikkerhedsregler.
Det gælder alt fra babylegetøj og suttesnore til elektronik og køkkenudstyr.
Ifølge vicedirektør Esben Grønborg Geist viser undersøgelser, at mange af varerne er direkte ulovlige og i nogle tilfælde farlige for forbrugerne.
Senest er der fundet legetøj og babyprodukter, der udgør kvælningsfare, fordi dele let kan falde af, eller fordi de er for lange.
Ikke enkeltstående
Problemet er ifølge Forbrugerrådet ikke enkeltstående fejl, men et systemisk problem, hvor platformene først reagerer, når nogen gør opmærksom på farlige varer.
Også Dansk Erhverv kritiserer udviklingen og ærgrer sig over, at forbrugerne fortsat handler på platformene trods gentagne advarsler.
Organisationen peger på, at Temu og Shein kan sælge så billigt, fordi de ikke har de samme omkostninger til kontrol og lovlighed som europæiske virksomheder - og at det giver en urimelig konkurrencefordel.
Fjerner produkter
Både Temu og Shein oplyser, at de fjerner produkter, der ikke overholder reglerne, og at sælgere bliver sanktioneret.
Kritikken fortsætter dog, fordi nye, tilsvarende produkter hurtigt dukker op.
Strammer reglerne
Erhvervsminister Morten Bødskov har meldt sig klar til at stramme reglerne for onlineplatforme, men mangler opbakning i EU.
Indtil da lyder opfordringen klar fra forbrugerorganisationerne: Danskere bør være ekstra skeptiske over for ekstremt billige varer – især når det gælder produkter til børn.