Terrordømt boghandler igen på anklagebænken
Han har allerede sikret sig sin plads i den danske retshistorie ved i 2007 at have fået tre et halvt års fængsel for at opildne til terror.
Men tirsdag var Sam Mansour, »Boghandleren fra Brønshøj«, igen tilbage i retssalen og kunne tavst lytte med på endnu en anklage om terrorpropaganda. En anklage, som i sidste ende kan koste ham sit danske statsborgerskab og give ham en udvisning af Danmark.
»Ytringsfriheden har vide rammer. Men den giver ikke ret til at tilskynde til vold,« sagde senioranklager Jakob Buch-Jepsen om anklagen under retsmødet i Retten på Frederiksberg.
Anklagemyndigheden gjorde det samtidig klart, at de går efter en straf på hele ni års fængsel, fordi de mener, at det er en skærpende omstændighed, at Mansour tidligere er dømt for at fremme terrorvirksomhed.
Den betragtning var forsvarsadvokat Thorkild Høyer ikke overraskende modstander af. Især udvisningen fremhævede han som forkert, fordi Mansour så skal tilbage til Marokko, hvor han kommer fra.
»Og Marokko er et af de lande i verden, som stadig anvender tortur. Især over for terrormistænkte,« lød begrundelsen.
På retsmødet fremlagde anklageren flere eksempler på, hvad de mener underbygger anklagen mod Mansour – blandt andet et billede af Muhammed-tegneren Kurt Westergaard omgivet af ild og blod med teksten »Ildens straf venter de vantro«. Billedet var fra Mansours nu lukkede Facebook-profil, som ifølge anklageren indeholdt mere end 100 billeder, videoer og lydfiler med karakter af at være terrorfremmende.
Anklageren fremhævede også, at Sam Mansour gennem sit forlag »Al Nur Islamic Information« har udgivet tre bøger af den radikale imam Abu Qatada, der angiveligt har tilknytning til al-Qaeda. Bøger som ifølge anklageren opfordrer til terrorisme og jihad. Mansour står ifølge anklagemyndigheden desuden bag udgivelse af en bog skrevet af Osama bin Ladens søster.
Men alle disse anklager er ubegrundede, lød det fra Mansours forsvarer.
»Sam Mansour bestrider ikke, at han aktivt har været med til at sætte de bøger op, som der er tale om. Men han har ikke selv skrevet dem eller tilføjet noget. Han har udgivet dem helt på linje med for eksempel det forlag, der har udgivet Hitlers »Min Kamp«. Det værste terrordokument, vi kender,« sagde han.
»At Mansour har udgivet dem er ikke det samme som, at han er enig i det, der står i bøgerne,« tilføjede han.
Og når det kommer til billederne, der er delt på Facebook, så mener Thorkild Høyer, at det kan forsvares med det ultimative buzzword: Ytringsfrihed.
»Det er givet, at det må virke uforståeligt, underligt og bizart for mange. Måske ser man endda på billederne med væmmelse. Men det er ikke det afgørende,« lød det fra forsvarsadvokaten.
»Det afgørende er, at Mansour på linje med for eksempel Dan Park har benyttet sig af sin ytringsfrihed. Den frihed, der gælder andre, gælder også Mansour, selvom man finder det underligt, bizart eller væmmeligt,« fortsatte han.
I den kommende tid skal Mansour samt flere andre vidner afgive forklaring til retten. Dommen ventes at falde senest 4. december.