Therese tvang sine børn til at indtage gift: Hun ville ikke miste dem

Den 37-årige mor fra Kansas er nu blevet anholdt og sigtet for at ville dræbe sine børn.

Den 37-årige gav børnene en giftig mængde ikke nærmere specificeret medicin, så de var døden nær. Genrefoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Da politiet i  Olathe, Kansas mandag rykkede ind i det hjem, der tilhører 37-årige Therese Roever, fandt ordensmagten hende og hendes tre børn i en tilstand, der krævede akut lægehjælp, skriver amerikanske CBS News. 

Under den akutte fase lykkedes det politiet at få oplysninger ud af kvinden, der pegede i retning af, at børnene var blevet tvunget til at indtage et ukendt stof med det formål at påføre dem skade. Nu er Therese Roever blevet sigtet for at forsøge at slå børnene ihjel.

Den niårige pige, hendes tvillingebror og den syvårige bror er fortsat indlagt, men i en skriftlig udtalelse fra børnenes far onsdag fremgår det, at de er i bedring.

Netop faderen spiller tilsyneladende en afgørende rolle i sagen, for ifølge CBS var han og Therese midt i en bitter forældremyndighedssag, der blandt andet også handler om vold i hjemmet. Der var planlagt et retsmøde i dén sag tirsdag. Dagen efter, Therese og børnene blev fundet.

Eksmanden fik primær forældremyndighed over børnene, da parret blev skilt i 2016. Der spekuleres tydeligt i, at sagen handler om netop myndighedsstriden.

Powered by Labrador CMS